Sverige debatterer aggressiv cyklist
En halv million har set videoen, der nu er afsløret som skuespil
Cyklisten tramper i høj fart ud af en grussti, og da han skal krydse to vejbaner, er det lige ved at gå galt. En koksgrå Fiat når akkurat at bremse ned, dytter højt og så er fanden løs – dét vil cyklisten ikke finde sig i.
Hele optrinnet er filmet med et GoPro-kamera, og efter videoen blev lagt på facebook for en uge siden, har over en halv million set klippet. Filmen deles på livet løs, og i skrivende stund har 3.904 givet deres besyv med: Er det billisten eller cykellisten, der er skurk?
Meningerne er delte, men selvom passagererne i bilen ender med at smide cyklen i en dyb vandpyt og køre fra stedet, får de klart mest opbakning.
»Cykler 40 km/t ud af en skov... Typisk cykelidiot,« skriver Jesper Ekholm, der støttes af Per Cederholm:
»Hvis man er så dum som cyklist, burde man gå i stedet for. Jeg ville ønske, at det var mig som var billisten, for så havde jeg kastet cyklen endnu længere ud.«
Der er dog et lille ’men’ til historien, som langt størstedelen har overset. Alle passagererne i bilen er nemlig kendte skuespillere, og det er nu kommet frem, at videoen er en sketch.
»Jeg troede nok, at folk ville blive mere vrede på os, som sad i bilen. Vi er heller ikke ligefrem søde,« siger Sten Ljunggren, der bl.a. har medvirket i filmatiseringen af ’Populærmusik fra Vittula’, til Aftonbladet.
Endnu har ingen løftet sløret for bagtanken med filmen, men på facebook skriver ’Autentisk TV’, der har lagt filmen ud, at de deltager i det populære program ’Gomorron Sverige’ d. 9. maj. Her vil de give sig til kende og forklare om formålet.