Fortsæt til indhold
Europa

Europa Parlament-politiker fik nok og holdt skilt op bag Farage under direkte tale: »Han lyver for dig«

Labour-politiker blev frustreret under Ukip-leder Nigel Farages forsvar for Donald Trumps indrejseforbud under debat i Europa-Parlamentet.

Den åbenmundede Ukip-leder og brexit-frontkæmper er vant til lidt af hvert fra de politiske modstandere, der hyppigt kalder ham populist, nationalist og faktafornægtende.

Alligevel var det en ny form for angreb, der ramte ham under en debat onsdag i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

En af hans landsmænd og parlamentskollegaer, Seb Dance fra partiet Labour, valgte pludselig at holde et skilt op lige bag ved Nigel Farages ansigt under den tv-transmitterede debat med et simpelt budskab til seerne:

»Han lyver for dig«.

Til sidst bad en tilsynsførende om, at skiltet blev fjernet.

Politikeren forsvarer sin handling med, at han frustreret og havde et »screw it moment«.

»Jeg var ærlig talt træt af at høre på nationalistiske og populistiske budskaber, der bliver udlagt, som om de er løsningen på folks problemer,« siger Seb Dance til The Guardian og fortsætter.

»Det frustrerende ved Europa-Parlamentet er, at man ikke kan afbryde, så han stod til at få tre minutters uafbrudt tale. Jeg følte bare, at nok var nok,« siger Seb Dance.

Episoden fandt sted midt under debatten om Donald Trumps indrejseforbud rettet mod syv lande, der alle har en muslimsk majoritet.

Nigel Farage forsvarer beslutningen med, at det styrker USA's sikkerhed, og opfordrede samtidig de europæiske politikere til at anerkende den amerikanske suverænitet til at træffe den slags afgørelser.

Samtidig foreslog han, at Donald Trump blev inviteret til Europa-Parlamentet for at skabe »en åben dialog« om sagen.

Der er nu indgivet en klage over Seb Dances opførsel. Bag den står Bill Etheridge, medlem af Europa-Parlamentet for Ukip.

Han har kaldt opførslen for »patetisk og kujon-agtigt«.

Det er nu op til EU-parlamentet at beslutte, om sagen skal have nogen konsekvenser for Seb Dance.