Brødre til terrormistænkt: Vores bror blev radikaliseret i fængslet
Den 24-årige tuneser Anis Amri drak alkohol og bad ikke, før han røg i italiensk fængsel, siger hans brødre.
Europas mest eftersøgte mand, Anis Amri, kom ud af fængslet i Palermo på Sicilien som en ændret mand. Det fortalte brødrene til den terrormistænkte den fremmødte presse i deres hjem i Tunesien.
»Han kom i fængsel med én mentalitet, og da han kom ud, havde han en fuldstændig anderledes mentalitet,« lyder det fra broderen.
24-årige Anis Amri tog turen over Middelhavet for cirka fem år siden. Ikke lang tid efter hans ankomst til Italien, blev han sendt i fængsel, hvor han tilbragte næsten fire år. Ifølge hans brødre i selskab med radikale islamister.
»Da han forlod Tunesien, var han en normal person. Han drak alkohol og bad ikke engang. Han havde ingen religiøs overbevisning. Min far, min bror og jeg plejede at bede, men det gjorde han ikke,« siger hans bror Walid.
Anis Amri blev løsladt i 2015, 120 dage før tid, med besked på at forlade Italien omgående. Ifølge italiensk lov skal udvisningen ske efter 60 dage, og hvis personens oprindelsesland nægter at tage imod, skal vedkommende frisættes. Tunesien nægtede op til flere gange at tage Amri tilbage, fortæller italienske myndigheder til politico.eu og tilføjer, at han blev løsladt og bedt om at forlade landet.
De italienske myndigheder mener, at han satte kurs mod Tyskland, hvorefter han gled ud af deres søgelys.
Anis Amri er lige nu den mest eftersøgte mand i Europa. Han er mistænkt for at stå bag mandagens blodige angreb i Berlin, hvor 12 personer mistede livet og yderligere omkring 50 blev såret.
De to opfordrede derfor i fællesskab deres bror til at melde sig til myndighederne.
»Hvis min bror lytter til mig, så vil jeg fortælle ham, at han skal overgive sig, om ikke andet så for at lindre familiens smerte,« sagde Abdelkader Amri.
På trods af opfordringen bedyrer begge stadig deres brors uskyld.
»Jeg er sikker på, min bror er uskyldig. Jeg ved godt, hvorfor han forlod vores hjem. Han forlod det af økonomiske årsager, for at arbejde, for at hjælpe familien. Det var ikke med bagtanker om at begå terror,« sagde Abdelkader Amri.
Det er ikke fastslået med sikkerhed, at Anis Amri styrede den lastbil, der mandag kørte ind i en menneskemængde ved et julemarked på Breitscheidplatz i Berlin. Men den tyske indenrigsminister siger, at »sandsynligheden er stor«.
Hvis det viser sig, at Anis Amri kørte lastbilen ind i menneskemængden på Breitscheidplatz i det centrale Berlin, »vil det være en stor skam for os,« sagde Abdelkader Amri.
Efter angrebet er der tændt lys og lagt blomster for ofrene, som bl.a. tæller seks tyskere, en israelsk turist og en italiensk kvinde.