Anis Amri var under politiets observation i flere måneder
Tysk politi indledte en efterforskning af den terrormistænkte tuneser d. 14. marts i år. En efterforskning, som blev afblæst i september.
Anis Amri, den hovedmistænkte i terrorangrebet i Berlin, var i politiets søgelys i månedsvis tidligere på året. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Politiet handlede dengang på et tip fra forbundets sikkerhedsstyrker, som vurderede tuneseren til at være en potentiel trussel mod sikkerheden. Han var mistænkt for at planlægge et røveri med henblik på at købe automatvåben til et angreb.
Overvågningen af Anis Amri viste, at han handlede med stoffer i en park i Berlin. Han var også involveret i et barslagsmål, men derudover var der intet, der knyttede ham til de oprindelige advarsler. Observationen stoppede derfor i september.
Anklagemyndigheden siger til Die Welt, at tuneseren muligvis forsøgte at købe våben med den hensigt at »vinde flere medskyldige til et angreb.«
Sent onsdag aften har tysk politi ifølge Die Welt ransaget to lejligheder i den berlinske bydel Kreuzberg øst for centrum, hvor man mener, den mistænkte har opholdt sig.
Politiet udlovede tidligere onsdag en dusør på 100.000 euro til den, som kan føre til en arrestation af 24-årige Anis Amri, som har islamistiske forbindelser.
Anklagemyndigheden skriver på deres hjemmeside, at han er 178 cm. høj, vejer 75 kg., har sort hår og brune øjne.
Derudover skriver de, at man skal være forsigtig, da han kan være voldelig og bevæbnet.
Anis Amri forlod Tunesien under Det Arabiske Forår. I 2011 kom han til Italien, hvor han ifølge flere medier sad fængslet i fire år for at have brændt en skole ned. Det skriver bl.a. italienske La Stampa og tyske Bild.
I Tyskland kom han først til et asylcenter i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvorefter han fortsatte til Berlin, hvor han har boet siden februar.
Anis Amri er den tredje mistænkte i hændelsesforløbet oven på terrorangrebet i mandags, hvor en lastbil torpederede en større menneskemængde, som var til julemarked i det centrale Berlin. At angreb, som indtil nu har efterladt 12 døde og 48 sårede.
Tirsdag løslod myndighederne en 23-årig pakistansk mand, som flere vidner mente at have set flygte fra lastbilens førerhus i sekunderne efter angrebet. Tidligere onsdag anholdt politiet endnu en mistænkt, men slap kort efter vedkommende fri igen.