Overblik: Tidslinje for skyderiet i München
Den tyske by München var fredag aften udsat for et voldsomt skyderi, hvor flere blev dræbt og såret.
Ni personer blev dræbt under et skyderi ved indkøbscenteret Olympia i den tyske storby München i Bayern. 16 personer er såret. Heraf tre livsfarligt.
Desuden menes den formodede gerningsmand at have taget livet af sig selv.
Sådan udviklede dramaet sig time for time:
- 17.52: Politiet i München modtager de første nødopkald om et skyderi i nærheden af Olympia Einkaufszentrum. Ifølge politiet begynder skyderiet foran en McDonald’s nær indgangen til indkøbscenteret.
- Øjenvidner rapporterer om tre forskellige personer med skydevåben i forbindelse med skyderiet. Det får politiet til at tro, at der er flere gerningsmænd.
- 19.30: Hovedbanegården i München bliver evakueret og togtrafikken indstillet.
- I løbet af aftenen bliver byen i praksis lukket ned - blandt andet undergrundsbanen og motorvejene omkring byen.
- 19.47: Politiet tweeter: ”Vi ved for nuværende ikke, hvor gerningsmændene befinder sig. Pas på jer selv og hold jer væk fra offentlige steder”.
- 20.05: Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, informeres om skyderiet om bord på et fly til New York. Efter at være landet beslutter han at afbryde sin ferie og rejse tilbage.
- 20.13: Politiet gennemsøger indkøbscentret på mistanke om, at gerningsmanden eller -mændene skulle være i bygningen.
- 20.18: Politiet rydder en central plads efter at have modtaget et tip om, at en mulig gerningsmand skulle være set på stedet. Gennemsøgning af området giver ikke noget resultat.
- 20.43: En talsmand for politiet taler om en ”akut terrortilstand”.
- 20.45: Medlemmer af antiterrorkorps og andre eliteenheder bliver med helikoptere sendt mod München.
- 20.50: Læger og sygeplejersker bliver hasteindkaldt til hospitaler.
- 21.06: Sikkerhedskilder oplyser, at politienheder fra omkringliggende delstater og Østrig er tilkaldt.
- 21.45: Indkøbscentret er nu tømt for kunder, efter at politiet med megafoner har opfordret de tilbageværende til at forlade stedet med hænderne i vejret.
- 22.27: ”En trist nyhed: Dødstallet stiger til otte”, tweeter politiet.
- 22.35: Et niende lig er fundet. Det kan være en gerningsperson, oplyser politiet.
- 22.40: Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier, siger til tv-stationen ARD, at der endnu ikke er klarhed over motivet til forbrydelsen.
- 23.30: Politiet beslutter at undersøge liget af den formodede gerningsmand med en robot. Ved siden af personen ligger en rygsæk.
- 01.27: Første tegn på, at normale tilstand er ved at vende tilbage, kommer: De offentlige transportmidler kører igen.
- 01.42: Politiet tweeter, at den døde person, som tidligere blev fundet, sandsynligvis er gerningsmanden. Han menes at have handlet på egen hånd, og advarslen til borgerne om ikke at forlade deres boliger, bliver ophævet.
- 02.20: Politichefen for München oplyser på et pressemøde, at den formodede gerningsmand er en 18-årig tysk-iraner.
- Samtidig bliver dødstallet sat til ti inklusive gerningsmanden. 16 meldes såret, tre i kritisk tilstand.
- Kilder: Polizei München, Bild, Bayerische Rundfunk, Reuters, AFP og BBC.