Mulig terror: 9 bekræftet dræbt af skud i indkøbscenter i München
En skudepisode har fundet sted i et storcenter i Bayern. Politiet omtaler det som en »terrorhandling.« En mulig gerningsmand har skudt sig selv.
Der har her til aften fundet en skudepisode sted ved et storcenter i München. Skudepisoden er overstået, men politiet har ikke anholdt nogen gerningsmænd eller bekræftet nogle gerningsmænd døde.
Tysk politi bekræfter, at 9 er blevet dræbt. Én er fundet død for egen hånd og undersøges som mulig gerningsmand.
Bayerns indenrigsminister siger, at det ikke kan bekræftes, at der skulle være mere end én gerningsmand. Politiet har dog i hvert fald tidligere arbejdet ud fra øjenvidneberetninger om op til tre gerningsmænd.
Politiet omtaler ifølge Bild skyderiet som en »terrorhandling« og omtaler situationen lige nu som »en akut terrortilstand.« Angela Merkels stabschef har dog senere på aftenen sagt, at man endnu ikke kan udtale sig om, hvorvidt det er terror eller en enkel gal mands værk.
»Vi udelukker ikke nogen muligheder. Vi kan ikke afvise en forbindelse til terror, vi kan heller ikke bekræfte det, men vi efterforsker også i den retning,« siger han ifølge BBC.
En større politiaktion er i gang med helikoptere i luften over hele byen. Bild beretter dog, at der er størst aktivitet omkring storcenteret.
- Det er en større ting, er det eneste en talsperson for tysk politi umiddelbart vil sige til nyhedsbureauet dpa.
Politiets talskvinde, Claudia Kvenzel, har udtalt, at skyderiet ved centeret er overstået.
Nogle medier beretter om flere skudepisoder, men kun skyderiet ved storcenteret er bekræftet fra officielt hold.
Den tyske avis Bild skriver, at en gerningsmand skulle være flygtet i retning af undergrundsbanen. Politiet er i området udrustet med maskinpistoler, skudsikre veste og skudsikre skjolde.
Undergrundsbanen er blevet lukket. Det samme gælder al offentlig trafik. Samtidig er hovedbanen i byen også blevet evakueret og alle tog er blevet stoppet. Også taxier er blevet bedt om at afholde sig fra at samle kunder op.
Politiet har lagt en jernring om byen og tilkaldt ekstra mandskab fra nærliggende områder som assistance.
CNN har haft kontakt med et øjenvidne, som skulle have været i centeret under skyderiet.
»Jeg hørte flere skud. Folk begyndte at løbe. Jeg søgte også udenfor, der løb flere folk rundt. Jeg tror, jeg hørte flere skud. Så lød det som om, han gik ind i parkeringshuset ved siden af centeret. Flere skud der,« siger hun.
Der er endnu ikke nogen udmeldinger om baggrunden for skyderiet.
Delstatsregeringen er blevet indkaldt til krisemøde af Bayerns ministerpræsident.
Politiet har bedt alle om at holde sig indendørs og har gentagne gange bedt folk om at lade være med at dele billeder og videoer af politiets bevægelser.
Samtidig beder politiet folk om at stoppe med at spekulere i baggrunden for angrebet - det vil gøre deres arbejde nemmere, siger de.