Fortsæt til indhold
Europa

Vrede i Nice: Folkemængde buhede af den franske premierminister Manuel Valls før stilheden

»Vi må lære at leve med terrorisme,« sagde Manuel Valls efter Frankrigs tredje terrorangreb på 18 måneder.

I Nice sørger man.

I Nice græder man over de, der døde, da den 31-årige tuneser Mohamed Lahouaiej-Bouhlel kørte en hvid lastbil igennem de menneskemængder, der var mødt op på strandpromenaden for at se fyrværkeri i anledning af Bastille-dagen.

Men i Nice er man også vred. Faktisk rasende.

Det fik den franske premierminister, Manuel Valls, at føle mandag, da han mødte op på promenaden, som nu er blevet et gerningssted, for at skrive i kondolencebogen og deltage i en mindehøjtidelighed samt ét minuts tavshed.

Ifølge flere medier blev han mødt af høje buh-råb fra de tusindvis af mennesker, der var til stede, ligesom plakater krævede præsident Francois Hollandes afgang.

Og da det ene stille minut var passeret, genoptog masserne deres utilfredse tilråb.

Mange mener, at sikkerheden i Nice ikke var god nok, og lederen af det højrenationale parti Front National, Marine Le Pen, har udtalt, at staten har ansvaret for angrebet, fordi den ikke havde levet op til sit vigtigste ansvar; at beskytte landet.

Samtidig er det kommet frem, at formanden for regionsrådet i Provence-Alpes-Côte d'Azur, hvor Nice ligger, Christian Estrosi, dagen før angrebet havde sendt et brev til præsidenten, Francois Hollande, hvori han advarede om, at politiet ikke havde udstyr til at hamle op med potentielle terrorister.

Til det har Manuel Valls hidtil svaret, at Estrosi bare kunne have aflyst fyrværkeriet, hvis han ikke havde tiltro til sikkerhedsniveauet. Dertil kommer, at Manuel Valls efter angrebet, som er det tredje terrorangreb i Frankrig på blot 18 måneder, udtalte:

»Tiderne har ændret sig, og vi må lære at leve med terrorisme.«

84 blev dræbt under angrebet, men blot 35 af dem er blevet identificeret, og på de sociale medier har flere såkaldte internettrolde lagt falske efterlysninger ud, skriver France24.

En af dem, hvis portræt florerer på de sociale medier er en ung mexicansk mand, som er blevet erklæret død efter både EgyptAir-styrtet, terrorangrebet på en natklub i Orlando og nu også efter angrebet i Nice. Ifølge France24 har en række personer, som mener, at han skylder dem penge, valgt at bruge hans foto i sådanne situationer, hvilket "offeret" bekræfter over for det franske medie.

En anden mexicaner, denne gang en kvinde, bliver også efterlyst som påstået offer for Nice-angrebet af en gruppe internettrolde, som har set sig sure på hende.

Og endelig har en Twitter-bruger valgt at efterlyse en lille dreng med påstanden om, at der er tale om hans lillebror, som var sammen med bedsteforældrene for at se fyrværkeri, da han blev væk. Også denne efterlysning er det pure opspind.

85 personer er fortsat indlagt efter torsdagens angreb, 49 af dem i alvorlig tilstand.