Her undrer man sig over tysk folkedrab-resolution: »Tyskerne mener ikke, at de skal tage sorte alvorligt«
Den tyrkiske præsident Erdogan får støtte i sag om folkedrab fra en uventet kant.
Da den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, forleden atter angreb Tysklands beslutning om at anerkende mordene på armenere og andre kristne minoriteter som folkedrab, lød det bl.a.:
»Tyskland, jeg siger det én gang til: Aflæg først regnskab for Holocaust, aflæg først regnskab for, hvordan du dræbte 100.000 mennesker i Namibia. I er det sidste land, som kan beskylde Tyrkiet for såkaldt folkedrab på armenerne.«
Han talte om de systematiske drab på de namibiske stammefolk hereroer og namaer fra 1904 til 1908, som blev udført af den tyske kolonimagt, der også brugte koncentrationslejre.
Og i Namibia har man da også undrende bemærket den tyske anerkendelse af folkedrabet på bl.a. armenerne fra 1915-1923.
»Vi finder det meget interessant, at tyskerne arbejder så aktivt for den armenske sag, mens de fejer deres egne anliggender under gulvtæppet,« siger formanden for stiftelsen Ovaherero Genocide Committee (OGC), Esther Muinjangue, til Die Welt.
Hun tilføjer, at den tyske anerkendelse af folkedrabet mod bl.a. armenere er det helt store samtaleemne blandt hereroer for tiden.
For Tyskland har endnu ikke anerkendt begivenhederne i det daværende Tysk Sydvestafrika mellem 1904 og 1908 som folkedrab - selv om præsidenten for forbundsdagen, Norbert Lammert, i 2015 tog det omstridte ord i sin mund.
Fra officielt hold har man i stedet talt om, at Tyskland har et særligt ansvar, og i den forbindelse nævnes ofte de usædvanligt store summer, som landet har givet Namibia i udviklingsstøtte siden 1990.
Samtidig har man tidligere brugt argumentet, at FN's definition på folkedrab først blev fastslået i 1948, og at man derfor ikke kan bruge begrebet med tilbagevirkende kraft - ej heller straffe for noget, som ikke var strafbart på gerningstidspunktet.
Det argument er siden blevet lagt i skuffen, og stadigt flere politiske røster har ytret ønske om, at også disse begivenheder kaldes folkedrab.
I den senere tid har der dog forgået forhandlinger mellem Tyskland og Namibia om erstatning og en mulig officiel undskyldning. Men fra hereroernes side har det lydt, at erstatningen bør gå direkte til dem og ikke til den namibiske regering.
Namibia var en tysk koloni fra 1884 til 1915, men i 1904 valgte hereroerne at gøre oprør imod den brutale kolonimagt.
Derfor sendte den tyske kejser general Lothar von Trotha til landet for at slå ned på opstanden.
»Jeg udrydder oprørske stammer med strømme af blod og strømme af penge. Kun ud af denne udrensning kan noget nyt opstå,« lyder et af generalens berømte citater.
Og så gik von Trotha og hans hær ellers i gang. De tusindvis af hereroer, som havde slået sig ned ved foden af bjerget Waterberg, blev omringet og den eneste flugtvej førte ud i ørkenen, hvor tyskerne havde forgiftet de få eksisterende vandhuller, og soldaterne kom efter dem og dræbte de fleste.
Den 2. oktober 1904 udsendte generalen en ordre om tilintetgørelsen af alle hereroer i regionen.
»Alle hereroer skal forlade landet. Hvis de nægter, vil jeg slå ned på dem med store geværer. Enhver herero, som bliver fundet inden for den tyske grænse, med eller uden et skydevåben, vil blive skudt. Ingen fanger vil blive taget,« lød det fra von Lothar.
Ikke desto mindre oprettede man i slutningen af 1904 koncentrationslejre til de hereroer, som var tilbage. Her sad ca. 15.000 hereroer og 2.000 namaer, en mindre stamme, som tyskerne efterfølgende også havde besluttet sig for at nedkæmpe. Mange af dem døde, mens adskillige kvinder blev holdt som sexslaver.
De sidste overlevende blev sluppet fri på kejsererens fødselsdag i 1908.
Det præcise dødstal er usikkert, men det vurderes, at op omkring 90.000 hovedsageligt hereroer, men også namaer blev dræbt i hele perioden.
Ifølge Esther Muinjangue fra OGC er skeptisk over, hvor nemt det tilsyneladende har været for det tyske parlament at tale om folkedrab mod armenerne i 1915, mens man fortsat holder igen, når det gælder hereroerne.
»Hvad er forskellen? Hereroerne er sorte, tyskerne mener ikke, at de skal tage sorte alvorligt. Det er den eneste slutning, jeg kan drage,« siger hun.