Fortsæt til indhold
Europa

Hård tysk kritik af Erdogan: Han angriber hele parlamentet, og vi vil svare igen

Præsidenten for den tyske forbundsdag, Norbert Lammert, er rystet over Erdogans udfald mod tyrkisk-tyske politikere.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har ikke holdt igen i sin kritik af Tysklands beslutning om at anerkende mordene på hundredtusindvis af armenere og andre kristne minoriteter som folkedrab.

Beslutningen er blevet kaldt afpresning, og Erdogan har sågar talt om, at en såkaldt "mastermind" står bag vedtagelsen af resolutionen.

I den forbindelse har han særligt langet ud efter de tyske parlamentsmedlemmer, som har tyrkisk baggrund.

Han har kaldt dem PKK's forlængede arm, og forleden lød det, at de, heriblandt formanden for De Grønne, Cem Özdemir, som tog initiativ til resolutionen, havde fordærvet blod.

»Så kommer sådan en besserwisser og forbereder noget, som han foreslår til det tyske parlament. En tyrker, siger nogle. Ah hvilken tyrker. Man burde teste blodet i et laboratorium,« lød det.

Også Ankaras borgmester, Ibrahim Melih Gökcek, lagde billeder af de 11 fra Tyrkiet stammende parlamentsmedlemmer på Twitter med ordene: »Forræderne burde få frataget deres statsborgerskab.«

Både Özdemir og flere andre af tyrkisk-tyske politikere har efter vedtagelsen modtaget dødstrusler, hovedsageligt fra tyrkiske nationalister.

Kansler Angela Merkel har ikke ytret sig direkte i sagen, men i stedet ladet sin talsmand Steffen Seibert understrege, at man står uforstående over for tyrkiske hentydninger til, at enkelte parlamentsmedlemmer skulle have nogen forbindelse til terrororganisationen PKK.

Torsdag var det så præsidenten for Forbundsdagen, Norbert Lammert, som tog bladet fra munden og i parlamentet kaldte Erdogan og andre tyrkiske politikeres udtalelser for »delvist hadefyldte trusler og ærekrænkelser.«

»Enhver, som forsøger at presse enkelte parlamentsmedlemmer med trusler skal vide, at han dermed angriber hele parlamentet. Vi vil reagere tilsvarende og med brug af alle de muligheder, som loven giver os,« lød det ifølge Süddeutsche Zeitung til bifald fra bl.a. Merkel.

Og:

»At en demokratisk valgt præsident i det 21. århundrede forbinder sin kritik af demokratisk valgte medlemmer af den tyske forbundsdag med deres tyrkiske afstamning og kalder deres blod for fordærvet, troede jeg ikke var muligt.«

Han afviste også, at de pågældende politikere skulle være talerør for PKK, som Erdogan har påstået.

Samtidig har Europaparlamentets formand, Martin Schulz, ifølge Der Spiegel sendt et brev til Erdogan, hvor også han fordømmer den seneste tids udtalelser og tager afstand fra at sætte politikerne i bås med terrorister.

»En sådan fremgangsmåde udgør et totalt tabubrud, som jeg på det kraftigste fordømmer,« lyder det.

Så sent som onsdag langede Erdogan ifølge bl.a. Tagesspiegel atter ud efter Cem Özdemir, uden dog at nævne hans navn.

Han kaldte ham »manden, som i Tyskland beskylder sit eget land for folkedrab og dermed spiller en førende rolle.«

»Jeg spørger: Hvad er han, hvis ikke karakterløs?«