Islænding: »Jeg skammer mig på vores regerings og lands vegne«
Gaderne var som støvsugede, da Islands statsminister forlod nærgående tv-interview.
»Meget sur og pakket med arrogance og undskyldninger. Vi anbefaler den ikke.«
Isbutikken Valdís i den islandske hovedstad Reykjavik kunne mandag tilbyde en helt ny issmag til kunderne. Wintris hedder isen, som er opkaldt efter det såkaldte postkasseselskab, som den islandske statsministers kone, Anna Sigurlaug Pálsdóttir, ejer i skattely.
Dermed bakkede den populære isforretning op om de ca. 22.000 islændinge, som mandag aften demonstrerede foran parlamentet mod statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson og hans regering.
Demonstranterne krævede, at Gunnlaugsson trækker sig, efter at dokumentlæk har vist, at hustruen ejer Wintris Inc., som er en af de kreditorer, der kræver penge fra de tre islandske banker, som gik konkurs i 2008.
Kreditorer, som Gunnlaugsson tidligere har kaldt gribbe.
»Jeg skammer mig på vores regerings og lands vegne,« siger en af protestarrangørerne Baldvin Jónsson i et interview med Süddeutsche Zeitung.
Han fortæller, at gaderne var som støvsugede, da Sigmundur David Gunnlaugsson søndag aften optrådte på tv i et interview, som siden er gået verden over.
Her bliver statsministeren spurgt til, om han selv har ejet et offshore-selskab, hvilket han svarer benægtende på. Da spørgsmålet efterfølgende gælder selskabet Wintris Inc., forklarer han, at det har forbindelse til et af de firmaer, som han har siddet i bestyrelsen for.
Men selskabet er som sagt ejet af hustruen, og var indtil december 2009 delt i mellem de to ægtefæller.
Statsministeren erkender under interviewet, at hans hustru blev rådgivet af sin bank til at placere sine penge i et sådant selskab, men vælger, da spørgsmålene bliver mere nærgående, at afbryde interviewet.
»Hvad har du gang i? Det er totalt upassende,« siger Gunnlaugsson, da han forlader lokalet.
»Gunnlaugssons reaktion føltes som et slag i ansigtet. Det var så pinligt,« siger Baldvin Jónsson, som ikke mener, at statsministeren kan fortsætte.
»Han har simpelt hen taget røven på folk,« lyder det.
Wintris Inc. blev etableret i 2007. Da ejede ægtefællerne hver 50 pct. af selskabet. I 2009 blev Gunnlaugsson både formand for Fremskridtspartiet og valgt ind i parlamentet, og kort før året randt ud, den 31. december, valgte han at sælge sin andel til hustruen for én dollar.
Dagen efter trådte en lov i kraft, som krævede, at han skulle oplyse om sin andel i Wintris Inc. som en interessekonflikt. Det slap han altså for, skriver Iceland Monitor.
Samtidig er det også kommet frem, at den islandske finansminister samt indenrigsministeren skal have formuer placeret i skattely rundt om i verden.
Oppositionen på Island agter i løbet af ugen at fremsætte et mistillidsvotum mod regeringen, med mindre statsministeren går af. Men mandag fastslog Gunnlaugsson, at han ikke har i sinde at træde tilbage.
Ifølge Iceland Monitor understregede han på islandsk tv, at der ikke var kommet nyt frem i sagen, og at han allerede har givet en fyldestgørende redegørelse for sin og konens økonomiske forhold.
Han undskyldte dog for sin opførsel under tv-interviewet.
Ingen beskylder statsministeren for at have begået ulovligheder i sagen, men mange mener, at han har handlet umoralsk, og at han har haft en interessekonflikt.