Venner-stjerne ny vært på Top Gear
Matt LeBlanc bliver den første ikke-britiske vært i programmets 39 år lange historie
Matt LeBlanc, bedst kendt som Joey Tribbiani fra den amerikanske tv-serie "Venner", bliver ny vært på Top Gear. Han bliver samtidig den første ikke-britiske vært på det verdenspopulære bilprogram i seriens 39 år lange historie.
Den amerikanske skuespiller tilslutter sig værtsholdet sammen den britiske tv-vært og komiker Chris Evans, der som den første blev præsenteret tilbage i juni sidste år. De to overtager Top Gear-stafetten fra de tidligere værter Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May.
BBC skriver i en pressemeddelelse, at programmet med de nye værter er tilbage på skærmen til maj. Her vil Chris Evans være hovedvært, mens det endnu ikke vides, hvilken rolle Matt LeBlanc vil få.
»Som en bil-nørd og kæmpe fan af Top Gear er det en ære at være del i det nye kapitel i dette legendariske show,« siger Matt LeBlanc i en pressemeddelelse.
Matt LeBlanc har selv medvirket to gange i Top Gear-segementet »Star in a reasonably priced car«. Han er indehaver af titlen som den hurtigste kendis rundt om Top Gear-banen i en Kia Cee'd.
BBC melder, at man »inden længe« vil offentliggøre flere værter til det populære bilprogram.