Fortsæt til indhold
Europa

Efter fund af lig i bagagerum: 32-årig tilstår endnu et barnedrab

Den formodede gerningsmand, som blev anholdt torsdag, efter at være blevet genkendt på overvågningsbilleder af sin egen mor, har til politiet fortalt, at han har endnu et mord på samvittigheden.

En 32-årig tysk mand, som er anholdt for drabet på den fire-årige Mohamad Januzi, har tilstået at have dræbt endnu et barn.

Det oplyste de tyske anklageres talsmand Stefan Stoehr fredag til nyhedsbureauet AP.

Den 32-årige mand har ifølge talsmanden tilstået at have dræbt en seks-årig dreng ved navn Elias, som forsvandt nær forældrenes hjem i Potsdam, uden for Berlin, i juli.

Den mistænkte blev anholdt torsdag udenfor sit hus i Brandenburg, i nærheden af Berlin, efter at han var blevet anmeldt til politiet af sin mor. Her fandt man liget af en lille dreng i bagagerummet i mandens bil, som formodes at være den fire-årige Mohamed Januzi.

Ifølge politiet tilstod han med det samme mordet på den Mohamed Januzi, som han havde bortført den 1. oktober. Den fire-årige befandt sig på et registreringssted for asylansøgere i Berlin med sin mor inden bortførelsen.

Politiet sagde fredag i en erklæring, at den 32-årige har oplyst, at han dræbte den fire-årige allerede dagen efter bortførelsen, hvilket talsmanden fra de tyske anklagere ikke ønskede at uddybe.

Fireårig dreng kidnappet på åben gade

Politiet offentliggjorde tidligere på ugen billederne af selve bortførelsen af Mohamed Januzi og gerningsmanden i håbet om at få et gennembrud i sagen.

Samtidig udlovede man en dusør på 20.000 euro til den eller de, der kunne hjælpe med at finde Mohamad.