Flygtninge truede med at hoppe fra færge ved Trelleborg
Flygtninge og migranter er begyndt at rejse direkte fra Tyskland til Sverige. Det førte til en redningsaktion torsdag aften.
Svensk kystbevogtning og søredningstjeneste blev torsdag aften ved 19-tiden alarmeret, fordi en gruppe flygtninge og migranter på færgen fra Rostock til Trelleborg truede med at hoppe i vandet.
Det oplyser den svenske kystbevogtning ifølge det svenske medie Expressen.
"De truede med at hoppe i vandet, fordi de ikke ville registreres i Sverige. Det skal have handlet om flygtninge, som gerne ville rejse videre til Norge og Finland. Både vi og søredningstjenesten lå der og bevogtede, men ingen sprang i," siger Arvid Tedvik, der er vagthavende hos den svenske kystbevogtnings alarmcentral, til Expressen.
Andre færger ankom til Trelleborg i løbet af torsdag aften, og de svenske redningsmyndigheder var på plads hele aftenen. Ingen sprang fra færgerne.
Hos det svenske rederi Stena Line, der opererer en del færger i Skandinavien, herunder flere ruter direkte fra Tyskland til Sverige, er meldingen fredag formiddag, at flygtninge og migranter tilsyneladende har opdaget, at man kan tage færge direkte fra Tyskland til Sverige og på den måde undgå Danmark.
Det drejer sig om færgeruterne Kiel-Göteborg og Rostock-Trelleborg.
"Her fredag formiddag skal en færge fra Kiel ankomme til Göteborg, og vi vurderer, at der er omkring 150 flygtninge om bord på den. På ruten fra Rostock til Trelleborg ankom der omkring 100 i går, og der er ankommet lidt over 100 her til morgen," siger kommunikationschef hos Stena Line, Jesper Waltersson, til Jyllands-Posten.
Han fortsætter:
"Det er mennesker, som er trætte og har været på flugt længe. Vi kan hjælpe dem med mad og drikke og et sted, hvor de kan hvile sig. Så længe de har billet, er de velkomne hos os."
Jesper Waltersson understreger, at flygtningene og migranter må have en billet, før de kan komme med færgerne.
Tidligere på ugen udtrykte Stena Line undren over, at stort set ingen flygtninge og migranter rejste med deres færger direkte fra Tyskland til Sverige og på den måde undgik Danmark, der for langt de fleste ikke var drømmedestinationen, og som i nogle dage gjorde meget for at kontrolle strømmen af flygtninge og migranter.
Siden har de danske myndigheder ladet folk rejse frit gennem Danmark, hvis de ønsker det, og strømmen af flygtninge og migranter er delvist drejet over på ruterne fra Tyskland til Sverige og på den måde uden om Danmark. Politiet i Rødby har tidligere fredag oplyst til Jyllands-Posten, at det ikke har truffet nogle flygtninge og migranter i nat.
"Vi havde den første afgang med flygtninge i går morges (torsdag morgen). Den afgik fra Rostock til Trelleborg," siger Jesper Waltersson.
Hvorfor tror I, at de har fået øjnene op for jeres ruter direkte fra Tyskland til Sverige?
"Det er svært at sige. Vi kan bare konstatere, at det nu virker som om, de tager den vej."
Jyllands-Posten beskrev tidligere på ugen, hvordan opslag på Facebook på både dansk, tysk, engelsk og arabisk opfordrede flygtninge og migranter til at tage færgerne direkte fra Tyskland til Sverige for at undgå Danmark.
Jesper Waltersson oplyser, at Stena Line ikke foretager nogen kontrol eller registrering af flygtningene eller migranterne, ud over at sikre, at de har en gyldig billet.
"Det er ikke vores opgave at føre paskontrol. Det er en myndighedsopgave."
Ifølge den svenske avis Sydsvenskan er omkring 200 flygtninge og migranter siden torsdag aften ankommet med færger til Trelleborg.
De svenske myndigheder oplyser til avisen, at de er klar og på plads i form af både politi og udlændingemyndigheder.
"Det er gået ganske roligt. De, der kom med færgen kl. 19.30 (torsdag aften) har forladt den, og det er gået fint," siger en talsmand for politiet til Sydsvenskan.
Flygtningene og migranterne blev torsdag aften kørt væk i busser fra den svenske udlændingemyndighed Migrationsverket. Busserne kørte med politieskorte til forskellige modtagecentre i Skåne.
Hvordan det svenske politi fredag griber situationen an, og om der foregår en form for registrering af de nytilkomne, er endnu uvist.