Fortsæt til indhold
Europa

Sverigedemokraterne til turister: Undskyld rodet her i Sverige

Ikke kun Sverigedemokraterne møder heftig kritik for kampagne mod tiggeri, som måske skal beskyttes.

Ét døgn nåede en kontroversiel kampagne fra Sverigedemokraterne at hænge på den stockholmske undergrundsstation Östermalmstorg, før dele af den blev revet ned af to personer, der mandag aften blev anholdt for hærværk.

Forinden havde kampagnen, som rettede sig mod såkaldt organiseret tiggeri, udløst voldsom kritik - både rettet mod Sverigedemokraterne, men mest af alt mod Storstockholms Lokaltrafik (SL), som har godkendt og tilladt kampagnen i T-banen, fordi man mener, at den holder sig inden for lovens rammer.

Hashtagget #SLSpriderRasism (SL spreder racisme, red.) er således opstået på Twitter, og tirsdag aften er der arrangeret en større demonstration mod både partiet og SL ved Östermalmstorg Station.

SL fastholder indtil videre, at annoncerne skal blive hængende, og holder ifølge Aftonbladet tirsdag møde for at diskutere, hvordan man skal beskytte bannerne og plakaterne mod hærværk.

Kampagnen består af flere dele. Foruden billeder af mennesker, der sover på gaden, mødes rejsende, der benytter sig af rulletrappen på stationen, af bannere, der på engelsk bl.a. lyder:

"Undskyld rodet her i Sverige. Vi har et alvorligt problem med tvangstiggeri."

Og:

"Vores regering vil ikke gøre, hvad der er nødvendigt, men vi vil, og vi vokser med rekordfart."

Se kampagnen på Sverigedemokraternes Facebook-profil

Pressechefen for Sverigedemokraterne, Henrik Vinge, siger til nyhedsbureauet TT, at kampagnen specifikt retter sig mod udenlandske turister i Stockholm, og at man ønsker at skabe en debat om, hvordan tiggerispørgsmålet skal håndteres.

Debat har man skabt, dog ikke så meget om tiggeri som om Sverigedemokraternes metoder og om, hvad der opfattes som pengegriskhed hos SL, og flere tager på engelsk afstand fra kampagnen.

"Undskyld rodet her på Jorden. Vi har et seriøst problem med mangel på empati," skriver én på Twitter, men en anden også undskylder:

"Undskyld rodet her i Sverige. Vi har et alvorligt problem med racisme og løgne, som bliver spredt i vores land."

Andre påpeger med et smil på læben, at Sverigedemokraterne har stavet government (regering, red.) forkert, og i den mere alvorlige ende har over 40 personer anmeldt kampagnen til den svenske rigsadvokat, Justitiekanslern, som skal vurdere, om den overtræder den lov, der forbyder hetz mod en befolkningsgruppe.

At der skulle være tale om organiseret tiggeri, som kampagnen siger, er dog en misforståelse, lyder det fra kritikere.

Et norsk studie, der har set på tiggeri i de skandinaviske hovedstæder, konkluderer, at der ikke er noget, der tyder på, at tiggeriet er en del af en organiseret kriminel virksomhed, men i stedet består af et samarbejde mellem folk, der kender hinanden i forvejen eller måske ligefrem i er familie med hinanden.

Samme studie viser, at Stockholms tiggere i højere grad udgøres af romaer, end det er tilfældet for København og Oslo, og mange mener da også, at Sverigedemokraterne ikke vil slå ned tiggere som sådan, men blot romaer.

I Danmark er såkaldt betleri allerede forbudt og har været det siden 1708. Straframmen er op til seks måneders fængsel, i langt de fleste tilfælde ender det dog blot med bøde. Ikke desto mindre lyder det i det norske studie, at det danske forbud formentlig er årsagen til, at man ikke ser lige så mange tiggere i gadebilledet som i Oslo og Stockholm. Men, lyder det, det er også grunden til, at det er de mere hårdføre tiggere, som vælger København, og dermed også de, der er mere tilbøjelige til at begå kriminalitet.

I Norge skabte det stor internationalt forargelse, da de to regeringspartier Højre og Fremskridtspartiet tidligere på året foreslog at indføre et forbud mod tiggeri.

Et nationalt forbud mod tiggeri blev ophævet i Norge i 2005, og man ønskede at indføre en lov, som kunne komme det systematiske tiggeri til livs. Efter omfattende kritik blev forslaget dog trukket tilbage.