Fortsæt til indhold
Europa

Stinkefinger-video belaster græsk finansminister

Først vakte Yanis Varoufakis opsigt ved øjensynligt at give Tyskland fingeren i en video. Nu siger han, at det har han aldrig gjort.

BERLIN

Som om Grækenlands finansminister Yanis Varoufakis ikke har nok at se til, som det er – hans land er angiveligt tæt på en betalingsstandsning – har han nu fået endnu en sag på halsen. Han mistænkes for at lyve for åben skærm.

Varoufakis deltog sent søndag i et talkshow i tysk fjernsyn. Her gik det om den græske gældskrise, og navnlig forholdet mellem Athen og Berlin. Tyskere har jævnligt følt sig uretfærdigt angrebet af grækere, der undertiden sammenligner dem med nazister. Selv ser tyskerne sig som de, der har reddet den græske økonomi fra at gå helt under ved at bidrage stort til EUs hjælpepakker.

I udsendelsen blev Varoufakis spurgt om et videoklip fra en konference i Zagreb 2013, altså før han blev minister. Her siger Varoufakis, at grækerne allerede 2010, da krisen tog til, burde have »vist Tyskland fingeren« og sagt til tyskerne, at de selv kunne klare problemet. Videoen viser, at Varoufakis, mens han udtaler ordene, løfter venstre hånds langefinger i vejret.

Adspurgt om episoden søndag aften erklærede Varoufakis, at videoen er manipuleret, og at han »aldrig har gjort sådan noget«.

I løbet af natten har tyske medier søgt at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Flere eksperter i forfalskning af videoer mener mandag morgen, at klippet er ægte, at Varoufakis virkelig har vist Tyskland fingeren, og at han følgelig løj søndag aften. De peger på, at gestikken er sammenhængende – at resten af kroppen reagerer harmonisk med den løftede finger. Desuden har den mand, der i sin tid anbragte klippet i internettet, over for en tysk journalist bedyret, at sekvensen på seks minutter er taget ud af en optagelse på i alt 57 minutter, og at der intet er ændret eller manipuleret i videoen, som kan ses på Youtube. Fingeren løftes knapt to minutter inde i indslaget.

Varoufakis afviste heller ikke søndag aften, at han havde sagt, hvad man kan høre på lydsporet.

Påstanden om, at han ikke har løftet sin finger, overskyggede i nogen grad Varoufakis’ forsøgpå at optræde forsonligt. Han roste Tyskland og finansminister Wolfgang Schäuble til skyerne, selv om han indtil for nogle dage siden brugte det hårde skyts mod son kollega. Mest forbløffelse udløste imidlertid et udsagn fra Varoufakis om, at Grækenlands likviditetsproblemer er »ubetydelige«. Studieværten i Berlin spurgte, om han virkelig mente det, men fik ikke et egentligt svar.