Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Mistænkt har indrømmet sin skyld i drabet på Boris Nemtsov

En af de mistænkte har indrømmet, at han var med til at planlægge drabet på den russiske politiker.

En tjetjener, der er sigtet for drabet på den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov, har i retten erkendt, at han var involveret i drabet.

Det kom frem under søndagens grundlovsforhør af flere mistænkte, efter at sagens dommer viderebragte den mistænkte, Saur Dadajevs, tilståelse.

Saur Dadajev er indtil nu den eneste, som har indrømmet at være involveret. Han er efter retsmødet blevet varetægtsvængslet frem til den 28. april.

De russiske efterforskere har ifølge Reuters bekræftet, at Dadajev arbejdede for militæret i det tjetjenske styre. Det står endnu ikke klart, hvilken form for rolle han har indrømmet at spille i drabet.

Om flere af de mistænkte har været fremstillet i grundlovsforhør, samt om der er kommet flere indrømmelser, vides ikke. Det står dog klart, at yderligere en mistænkt i løbet af søndagen skal for retten.

Ud over Saur Dadajev er én anden mistænkt, Ansor Gubajev, blevet navngivet. Derudover er tre andre personer mistænkt, men dem er der endnu ikke sat navn på.

Anklagemyndigheden bad tidligere søndag om lov til formelt at sigte fem mistænkte.

Samtlige mistænkte skulle ifølge de russiske medier være etniske tjetjenere.

Den 55-årige Boris Nemtsov blev skudt på en bro nær Kreml forrige fredag, da han var på vej fra en restaurant med sin ukrainske kæreste. Nemtsov har tidligere været en del af den russiske regering, men har i de seneste mange år været kritiker af systemet og ikke mindst præsident Vladimir Putin.