Fortsæt til indhold
Europa

"For russerne er Kaukasus der, terrorister kommer fra"

Lørdagens to anholdte for drabet på Boris Nemtsov kommer fra Nordkaukasus - et uroligt og uregerligt sted.

Da den fremtrædende russiske oppositionsleder Boris Nemtsov fredag i sidste uge blev dræbt af fire skud i ryggen på åben gade i det centrale Moskva, var det angiveligt to mænd fra Nordkaukasus, der stod bag og måske endda udførte drabet.

Det mener i hvert fald den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, der lørdag annoncerede, at man havde anholdt to mænd, der ifølge det statsfinansierede russiske nyhedsbureau RT "er indblandet i både organiseringen og udførelsen af drabet på Nemtsov."

Sikkerhedstjenestens chef, Aleksandr Bortnikov, sagde ydermere, at de to mistænkte stammer fra Ruslands sydlige region Nordkaukasus, som af RT beskrives som "et arnested for oprør og kriminalitetsproblemer."

Og den beskrivelse er ikke helt forkert, spørger man Jens Worning Sørensen, der er Ruslands-analytiker, ekstern lektor i international politik på Københavns Universitet og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg.

"Kaukasus er for russerne, hvad Afghanistan er for os. Det er der, terrorisme kommer fra. Afhængig af hvor godt den russiske stat lige har styr på en håndfuld regioner i Nordkaukasus, er det her, man kan finde forskellige lommer af modstands- og terrorgrupper. Og russerne har aldrig 100 pct. styr på det," siger Jens Worning Sørensen til Jyllands-Posten.

Han peger på, at den russiske befolkning ligesom mange vestlige befolkninger frygter terrorisme, og at bekæmpelse af terror er på top-fem blandt prioriteterne i den russiske udenrigspolitik.

Nordkaukasus, der ligger lige nord for Georgien og Aserbajdsjan, indeholder blandt andet republikken Tjetjenien, der af mange nok er kendt for de blodige krige, der hærgede her i 1990'erne, da russiske styrker forsøgte at få fuld kontrol over området.

Tidligere attentatmænd - bl.a. de dømte for drabet på den regeringskritiske journalist Anna Politkovskaja i 2006 - har også haft rødder i Nordkaukasus.

Men Nordkaukasus ligger også relativt tæt på mellemøstlige lande som Irak og Syrien, og derfor er regionen særligt sårbar for russerne.

"Ruslands mellemøstpolitik har meget fokus på at sikre stabilitet, lige meget hvem der sidder ved magten. Man vil ikke have uro i mellemøstregionen, for man frygter i Rusland, at det kan sprede sig til Ruslands bløde punkt i Kaukasus og derfra destabilisere Rusland," siger Jens Worning Sørensen.

Så Nordkaukasus er både et vanskeligt regerligt og sårbart sted for Rusland, og derfor passer det godt for styret i Moskva, at de mistænkte for drabet på Nemtsov kommer netop herfra.

"I regimets historiefortælling passer det godt ind, at de kommer fra Nordkaukasus. Man kan sige ”det er de banditter derude fra”, men det passer også godt med realiteten, for området er en fødekæde til international terror. Mange unge mænd bliver trænet i våbenbrug, kampsport og anden militær træning. Det er så det, de kan og den arbejdskraft, de har at tilbyde. Det giver en grobund for radikalisering. Bl.a. Bostonbomberen og ham, der sprængte en bombe på Hotel Jørgensen i København, kom derfra," siger Jens Worning Sørensen.

For Putin kan de mulige gerningsmænds tilknytning til Nordkaukasus bruges til flere ting og reelt også betyde flere ting:

"Den smule vi endnu ved om opklaringsarbejdet peger i én af to retninger: Det kan enten være en terrorhandling, og det er en fortolkning, der vil have bred appel i den russiske befolkning. Eller det kan vinkles på en historie om lejemord, og man kan sige, at det er ikke så mærkeligt, at eventuelle lejemordere kommer fra den region af Rusland. Det kan i givet fald bruges som anledning til at knytte Nemtsov til noget kriminelt frem for noget politisk,” siger Jens Worning Sørensen.

Ifølge RT arbejder det russiske politi med fem mulige motiver for drabet på Boris Nemtsov: Drabet kan være en provokation for at destabilisere Rusland politisk, det kan handle om Nemtsovs stillingtagen til angrebet på Charlie Hebdo i Paris, hans syn på krigen i Ukraine, Nemtsovs forretningsliv eller hans privatliv.

Lørdag sagde den russiske sikkerhedstjeneste, at man vil fortsætte med at finde ud af, om der er flere involveret i drabet på Boris Nemtsov.