Fortsæt til indhold
Europa

Britiske myndigheder advarer mod terror i Danmark

Risiko for "vilkårlige" terrorangreb i Danmark, advarer de britiske myndigheder.

I lyset af weekendens terrorangreb i København, der kostede to civile borgere livet og sårede fem politifolk, har de britiske myndigheder valgt at udsende en generel advarsel om terrortrussel i Danmark.

Det er sket på gov.uk, hvor der advares om risikoen for ”vilkårlige” terrorangreb; ikke mindst på steder hvor der færdes mange udlændinge.

Storbritanniens advarsel kommer efter den 22-årige Omar el-Husseins mange skud mod kulturhuset Krudttønden og senere mod en vagt uden for synagogen i Krystalgade i Indre By i København.

Et regulært terrorangreb, har de danske myndigheder konkluderet efter at have fastslået, at el-Hussein havde flirtet med tanken om at drage i hellig krig for Islamisk Stat i Syrien.

”Der vurderes at være en forhøjet risiko for et terrorangreb globalt set mod britiske interesserer og britiske statsborgere fra grupper, som reagerer på konflikten i Irak og Syrien. Vær på vagt i denne tid,” lyder advarslen.

PET’s Center for Terroranalyse (CTA) har senest opdateret sin trusselvurdering midt i december sidste år, ved den lejlighed blev terrortruslen betegnet som ”fortsat alvorlig”.

Og det er den fortsat i dag - efter Charlie Hebdo-angrebet og weekendens terroranslag i København - fremgår det af PET’s hjemmeside.