- Opdateret 16/01/2015 kl. 11:53
Belgien: Terrorister ville have dræbt betjente
Ifølge belgisk politi var det terroristernes hensigt at dræbe betjente på gaden.
Det blev oplyst på et pressemøde med den belgiske anklagemyndighed, hvor de to talsmænd Thierry Werts og Eric Van Der Sypt var til stede.
13 personer blev anholdt ved ransagninger flere steder i Belgien torsdag aften, som blev gennemført af belgisk politi. Under ransagningerne fandt man adskillige våben, blandt dem Kalashnikov-geværer, samt eksplosiver, walkie-talkier, politiuniformer, falske dokumenter og en hel del kontanter.
"Denne operation skulle lukke en terrorcelle og det logistiske netværk bag den," lød det.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at et storstilet terrorangreb, som bl.a. indbefattede drab på politibetjente på gaden samt angreb på en politistation, var nært forestående.
De nærmere detaljer ønskede talsmændene ikke at komme ind på af hensyn til efterforskningen.
To mænd blev dræbt under operationen i byen Verviers, mens én blev såret. De dræbte er endnu ikke officielt identificeret, men man mener at vide, hvem de er.
Ved samme lejlighed blev to belgiske statsborgere også anholdt i Frankrig, men der er ikke umiddelbart nogen forbindelse mellem det forestående angreb i Belgien og de terrorangreb, som ramte Frankrig i sidste uge.
Det er "nogle få" ugers efterforskning, som førte til torsdagens anholdelser. Flere af de anholdte har kæmpet i Syrien.
Anklagemyndigheden ville ikke oplyse, hvorvidt de anholdte har nogen forbindelse til terrororganisationer som al-Qaeda eller Islamisk Stat.
Politiet foretog torsdag i alt 12 ransagninger, to i Verviers , seks i Molenbeek , én i Anderlecht , en i Bruxelles, én i Sint-Agatha-Berchem og én i Liedekeke.
Belgien er det land i EU, hvor flest statsborgere i forhold til landets størrelse er draget til Syrien for at kæmpe sammen med Islamisk Stat.
Trusselsniveauet i Belgien er nu hævet til tre på en skala, der går til fire, derudover holder jødiske skoler i landet lukket fredag.