Charlie Hebdo-grundlægger Henri Roussel: Charb trak holdet med ud på overdrevet
"Jeg er virkelig vred på dig," skriver fransk journalist til Charlie Hebdos afdøde chefredaktør.
Mens støtteerklæringerne til satiremagasinet Charlie Hebdo er væltet ind efter sidste uges terrorangreb, der efterlod i alt 17 dræbte, kommer der nu mere kritiske toner fra journalisten Henri Roussel, også kaldet Delfeil de Ton.
”Jeg er virkelig vred på dig, Charb, fred være med din sjæl,” skriver den 80-årige skribent med henvisning til Charlie Hebdos chefredaktør, Stéphane Charbonnier, som var blandt de dræbte efter angrebet.
Ordene falder i en kronik bragt i ugemagasinet Nouvel Obs, hvor Delfeil de Ton pointerer, at Charb har en del af ansvaret for tragedien pga. publiceringen af Muhammed-tegninger ved flere lejligheder.
I 2011 blev Charlie Hebdo udsat for et brandattentat, som resulterer i, at redaktionen måtte skifte adresse. Attentatet var en reaktion på udgivelsen af et blad, som, man angav, havde profeten Muhammed som gæsteredaktør og på forsiden.
”Det var ikke nødvendigt at gøre det igen, men Charb gjorde det igen et år senere,” skriver Delfeil de Ton om september 2012, hvor Charlie Hebdo atter udkom med karikaturer af Muhammed.
Ifølge Delfeil de Ton, som var med til at grundlægge magasinet Hara-Kiri Hebdo, der senere blev Charlie Hebdo, i 1970, sagde han dengang til Charb, at når venstrefløjen tog afstand fra bladet, mens højrefløjen bakkede op om det, så burde det give stof til eftertanke.
”Han var chefen, hvilket behov havde han for trække hele holdet med ud på overdrevet?,” skriver den 80-årige, som dog også kalder Charb for en ”fantastisk fyr”.
Kronikken gjorde ifølge The Telegraph Charlie Hebdos advokat så vred, at han sendte et brev til Mathieu Pigasse, som er en af ejerne af Nouvel Obs og avisen Le Monde.
”Forleden kunne chefredaktøren på Nouvel Obs, Matthieu Croissandeau, ikke fælde nok tårer, mens han sagde, at han ville fortsætte kampen. Jeg anede ikke, at han mente det på denne måde. Jeg nægter at tillade mig selv at blive invaderet af slette tanker, men min skuffelse er enorm,” lyder det.
Matthieu Croissandeaus svar har været, at publiceringen af kronikken skete som en del af et tema om ytringsfrihed.
”Det ville for mig have været bekymrende, hvis vi havde censureret hans stemme, selv om den er disharmonisk, særligt da stemmen tilhører en af gruppens pionerer.”
Forfatteren selv ønsker ikke at sige mere om sagen.
Onsdag kom Charlie Hebdo atter på gaden. Denne gang i tre millioner eksemplarer og på seks sprog, som blev revet væk. Og også denne gang var Muhammed afbildet. Forsiden viser en tegning af profeten, som holder et skilt i hånden med ordene ”Je suis Charlie” (Jeg er Charlie), mens en tåre er på vej ned ad hans kind. Over hans hoved står: ”Alt er tilgivet”.
Også inde i bladet finder man karikaturer af Muhammed sammen med satiriske tegninger af bl.a. paven.
Muslimer verden over har taget afstand fra tegningerne, der er blevet trykt i adskillige internationale og franske medier. Men de fleste har dog manet til ro.