Forskere vil gennemsøge MH17-vraget igen
Malaysia og Australien ønsker at samle flere beviser for, at flyet blev skudt ned.
Der skal flere beviser til, før man kan konkludere, at Malaysia Airlines MH17 blev skudt ned i det østlige Ukraine.
Derfor vil efterforskere fra både Malaysia og Australien igen have adgang til flyvraget for at undersøge resterne og indsamle beviser.
Vi bliver nødt til at indsamle fysiske beviser, som vi kan bruge i retten.Malaysias premierminister Najib Razak
Det siger Malaysias premierminister Najib Razak efter et møde med Australiens premierminister, Tony Abbott.
”Vi bliver nødt til at indsamle fysiske beviser, som vi kan bruge i retten, når den tid kommer, så det vil være hævet over enhver tvivl, at flyet blev skudt ned,” lyder det ifølge flere nyhedsbureauer, bl.a. AP, på en pressekonference fra Najib Razak.
Ifølge premierministeren vil det tage ”mindst et par uger” at lede efter beviser på nedstyrtningsstedet. Derefter vil efterforskerne begynde at se på, hvem der er ansvarlig for nedskydningen, så de kan blive stillet for en dommer.
På tirsdag er det ventet, at Holland - som også er i gang med en undersøgelse af styrtet - vil offentliggøre det første udkast til en rapport om hændelsen.
MH17 var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, da det den 17. juli i år styrtede ned over det uroplagede østlige Ukraine. USA har givet prorussiske separatister i området skylden og mener, at et russisk missil - muligvis ved et uheld - skød flyet ned. Rusland, derimod, mener at det er den ukrainske hær, som står bag.
Ifølge AP vil efterforskerne fra Malaysia og Australien gerne ind på nedstyrtningsstedet, inden det bliver vinter. Om det lykkes, er dog tvivlsomt. Flyet styrtede ned i en region, hvor uroen siden styrtet i juli ikke er blevet mindre, og tidligere ønsker om undersøgelser af stedet har mødt modstand fra de separatister, som ifølge eget udsagn kontrollerer området.
Det var bl.a. modstand mod de internationale forskeres tilstedeværelse, der gjorde, at mange af ofrene lå i dagevis på jorden i solen i stedet for hurtigst muligt at blive identificeret, transporteret væk fra stedet og fløjet hjem.