Fortsæt til indhold
Europa

Danske forskere: Prorussere skød MH17 ned

Flere Ukraine-forskere vurderer, at russisk-venlige oprørere skød flyet ned - men var det en fejl eller ej?

Spørgsmålet om, hvorvidt det var russere eller ukrainere, som skød passagerflyet MH17 ned, er endnu ikke blevet besvaret, og ingen er blevet holdt ansvarlig for nedskydningen.

Men ifølge både danske og udenlandske eksperter i Ukraine og konflikten i den østlige del af landet er det mest sandsynlige scenario, at prorussiske oprørere står bag.

"Der er ingen tvivl om, at pro-russere står bag, og at hensigten var at ramme et ukrainsk militærfly," siger Søren Riishøj, lektor på SDU og ekspert i østeuropæiske forhold, til DR.

En plausibel forklaring

Dermed erklærer lektoren sig enig med Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet, som også mener, at det er overvejende sandsynligt, at prorussiske oprørere skød passagerflyet ned.

"Alt taget i betragtning er den mest plausible forklaring vel, at missilet er affyret fra oprørsstyrkerne. Det ville være så hovedløs en provokation fra enten russisk eller ukrainsk side, at det ikke rigtig giver mening, at det skulle komme herfra," siger Claus Mathiesen.

Rusland har i den seneste uge forsøgt at samarbejde med USA om at nedtrappe spændingerne i det østukrainske, så en bevidst nedskydning af et civilt fly virker ifølge lektor Søren Riishøj urealistisk.

Rusland vil ende som ansvarlig

En anden forsker, Flemming Splidsboel fra Københavns Universitet, sagde fredag til Ritzau, at Putin og Rusland uanset udfaldet af efterforskningen vil blive holdt ansvarlig for tragedien i ét eller andet omfang.

"Der er ikke etableret en forbindelse mellem nedskydningen og Rusland, men alligevel snakker alle om, at Rusland er involveret - lige fra, at russerne har beordret nedskydningen, til at russerne indirekte har medskyld, idet de støtter separatisterne økonomisk, politisk og militært," lyder Flemming Splidsboels vurdering.

Denne vurdering deles i USA, hvor senator John McCain har givet Putin hovedansvaret, og hvor satellitfotos ifølge Reuters har vist røg fra affyringen i et område, hvor prorussiske oprørere er til stede i stort tal. Putin, derimod, giver Ukraine ansvaret, fordi det var i ukrainsk luftrum, at nedskydningen skete.

Ulykke eller ej

En anden usikkerhed omkring flystyrtet er, hvorvidt det var en fejl, at missilet ramte et passagerfly. Ifølge Johannes Riber Nordby fra Forsvarsakademiet peger alt på, at det var en fejl, og at missilet skulle have ramt et militært fly.

"Men ved en fejl kan radaren være blevet låst på det højereliggende fly," siger han.

Charles Duelfer, en amerikansk ekspert i våben og national sikkerhed, mener ifølge PBS News Hour derimod ikke, at der er tale om en fejlagtig nedskydning.

"Et Buk-missilsystem er af en helt anden kaliber end de mindre missiler. Det ville virke fuldstændig umuligt, at nogle kan have sjusket så meget med deres arbejde, at jeg tror, at der er tale om nogle, som har taget en forfærdelig beslutning om at skyde flyet ned," siger Charles Duelfer.

Skød fly ned i 2001

Hvis det, som flere eksperter vurderer, er Buk-missiler, der har skudt Malaysia Airlines' fly ned, er det ikke første gang, at det er sket.

I 2001 skød ukrainere ved en fejl et civilt passagerfly ned under en militærøvelse, hvor man testede missilerne. Alle 66 passagerer og 12 besætningsmedlemmer blev dræbt på flyet, der var på vej til Novosibirsk fra Tel Aviv.