Fortsæt til indhold
Europa

Ukraine har taget nyt våben i brug mod Ruslands frygtede drone

AI-kanontårne er ifølge talsperson for ukrainsk luftvåben en del af modsvar til Ruslands nye hurtige droner.

/ritzau/

Ukraine er ifølge en talsperson for landets luftvåben begyndt at bruge kanontårne med kunstig intelligens for at nedskyde Ruslands nye, hurtige droner.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Rusland benytter i stigende grad droner, der er drevet af jetmotorer, og som er baseret på de iranske Shahed-droner.

De er hurtigere og sværere at skyde ned end de tidligere modeller, og ifølge talspersonen, Jurij Іhnat, er AI-kanontårnene, som er blevet installeret på flere broer i hovedstaden, Kyiv, en del af det ukrainske modsvar og har allerede været i aktion.

Over for nyhedsbureauet fortæller Ihnat, at tårnene bruger ”optisk syn og kunstig intelligens” i angrebene mod dronerne.

Præsident Zelenskyj sagde i slutningen af september, at Rusland har affyret 2730 jetdrevne Shahed-droner alene i september, hvoraf 1500 er blevet skudt ned eller neutraliseret.

En teknologirådgiver for det ukrainske forsvarsministerium forklarede i weekenden ifølge nyhedsbureauet, at de automatiserede kanontårne er en del af ”en innovativ ukrainsk løsning, der nedskyder droner ved hjælp af maskingeværer, der styres af kunstig intelligens”.

12 AI-kanontårne skulle indtil videre være blevet sat op i hovedstaden ifølge rådgiveren.

Meningen er, at endnu flere tårne skal sættes op i fremtiden.

Tårnene har dog ifølge teknologirådgiveren Serhii Beskrestnov deres begrænsninger, da de kun kan operere på en begrænset rækkevidde på omkring en kilometer.

- Det virker, når forholdene er gunstige, og angrebsvinklen er passende, siger han til AFP.

Han understreger, at tårnene blot er en del af et større luftforsvar.