Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Passagerskib med 270 om bord synker ud for Cypern

Lokale myndigheder oplyser ifølge Reuters, at seks personer indtil videre er omkommet i ulykken.

/ritzau/

Et passagerskib med omkring 270 personer om bord er kæntret ud for det nordlige Cypern, oplyser lokale medier ifølge Reuters.

En eftersøgnings- og redningsindsats er i gang.

Lokale myndigheder oplyser ifølge Reuters, at seks personer indtil videre er omkommet i ulykken.

På videoer fra sociale medier videredelt af lokalmediet Cyprus Mail kan man se skibet, der beskrives som en færge, liggende vendt rundt i vandet med kun dele af skroget synligt.

Årsagen til at båden kæntrede er ikke kendt.

En båd bringer passagerer fra et kæntret skib i land i det nordlige Cypern. - Foto: Reuters Tv/Reuters

»Alle de nødvendige foranstaltninger bliver taget for at sikre en hurtig indsats fra rednings- og sundhedstjenesterne,« siger det tyrkisk-cypriotiske sundhedsministerium i en udtalelse ifølge AFP.

Murat Senkul, der er borgmester i havnebyen Kyrenia, hvor skibet sejlede fra, beskriver desuden situationen som »alvorlig«, skriver Cyprus Mail.

Han fortæller desuden til CNN Turk, at man »har fået kontakt« med 159 af passagerne om bord, skriver Reuters.

Borgmesteren uddyber ikke, hvad det mere konkret betyder.

Færgen, der var på vej mod den tyrkiske havn Tasucu, skal være kæntret kort efter afgang fra Cypern, efter at være begyndt at tage vand ind skriver lokalmediet.

Cypern har været delt siden 1974, da en tyrkisk invasion fulgte efter et kortvarigt græsk-støttet kup.

Siden har øen været delt i en nordlig tyrkisk-cypriotisk del, som Tyrkiet som det eneste land anerkender, og en internationalt anerkendt sydlig græsk-cypriotisk del, der ligeledes er medlem af EU.