Fortsæt til indhold
Europa

Kristersson valgt som ny svensk statsminister

Sverige har mandag formelt fået en ny regering. Ulf Kristersson bliver ny svensk statsminister.

/ritzau/

Med stemmerne 176 for og 173 imod har den svenske Riksdag mandag bekræftet, at landet får en ny borgerlig regering med Moderaternas Ulf Kristersson i spidsen.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Det føles stort. Jeg er taknemmelig. Jeg er glad for den tillid, jeg har fået af Riksdagen. Jeg er også ydmyg over for opgaverne, der ligger foran os, siger Kristersson ifølge TT.

Udover Moderaterna komme regeringen til at bestå af Kristdemokraterna og Liberalerna.

Regeringen er en følge af det valg, der blev afholdt 11. september.

Selvom Socialdemokraterna, der stod i spidsen for den siddende regering, blev størst, var der ikke tilstrækkelig med opbakning i Riksdagen til, at Magdalena Anderssons regering kunne blive siddende.

Heller ikke det næststørste parti ved valget, Sverigedemokraterna, kommer til at sidde i regering. Partiet bliver dog støtteparti for den nye regering.

Det har haft den betydning, at Sverigedemokraterna har fået indflydelse på, hvilken politik den nye regering vil føre.

Ifølge partileder Jimmie Åkesson skal der gennemføres et paradigmeskift i svensk udlændingepolitik.

I første omgang skal antallet af kvoteflygtninge nedbringes fra 6400 til 900 om året i løbet af den næste valgperiode.

Det betyder også, at Sverigedemokraterna får indflydelse i forbindelse med ansættelsen af politisk udpegede embedsmænd.

Med grønt lys fra Riksdagen skal Ulf Kristersson nu finde sine ministre, inden han tirsdag skal præsentere sin regering for den svenske konge og Riksdagen.

Den første store opgave bliver at vedtage en finanslov.

Ifølge TT bliver Ulf Kristersson Sveriges 35. statsminister. Han bliver den første borgerlige statsminister, siden Fredrik Reinfeldt gik af for otte år siden.