Fortsæt til indhold
Europa

Østrigs nye leder overtager roret fra kriseramte Kurz

35-årige Sebastian Kurz er gået af som Østrigs kansler efter korruptionsanklager. Afløseren er nu taget i ed.

/ritzau/

Østrig har officielt fået ny kansler, efter at Sebastian Kurz lørdag trak sig fra posten som følge af korruptionsanklager.

Det står klart mandag, hvor Alexander Schallenberg er blevet taget i ed af den østrigske præsident, Alexander Van der Bellen.

Schallenberg er mangeårig diplomat og konservativ partifælle med Kurz. Han har hidtil været udenrigsminister i den østrigske regering.

35-årige Kurz var en af verdens yngste regeringsledere, før han lørdag meddelte sin afgang. Det er anden gang, at han må forlade posten.

Han blev også væltet ved en tillidsafstemning i 2019.

Dengang blev han væltet, efter at vicekansleren, Heinz-Christian Strache fra Frihedspartiet, dukkede op på en video fra Ibiza. Her kom Strache med mere eller mindre lyssky tilbud til en påstået rig, russisk arving.

Denne gang er Kurz selv under anklage.

Han er sammen med ni andre under mistanke for korruption. Mistanken går på, at de skulle have købt sig til positiv medieomtale på skatteydernes regning.

Østrigs finansministerium mistænkes således for at have indrykket annoncer i en avis til gengæld for positiv omtale af Kurz.

Kurz har afvist anklagerne og siger, at han er uskyldig.

52-årige Schallenberg skal nu forsøge at holde liv i regeringen mellem det konservative parti ÖVP og koalitionspartneren De Grønne. Deres nuværende regeringsperiode står til at løbe frem til 2024.

Præsident Alexander Van der Bellen siger mandag, at de to partier nu har et ”stort ansvar for at genoprette tilliden”.

Juniorpartneren De Grønne havde truet med at sige farvel til regeringen, medmindre Kurz trak sig fra kanslerposten.

- Mit land er vigtigere for mig end min person.

- Vi har brug for stabilitet, sagde Kurz i sin afskedserklæring lørdag.