Fortsæt til indhold
Europa

Den britiske dronning støtter Black Lives Matter, siger repræsentant

En repræsentant for det britiske kongehus siger, at han har diskuteret racisme med den royale familie.

Den britiske kongefamilie støtter antiracisme-bevægelsen Black Lives Matter (BLM). Det siger Sir Ken Olisa, der er den første sorte såkaldte Lord-Lieutenant i London – en titel, der gør ham til en af monarkens repræsentanter.

I et interview med tv-kanalen Channel 4, som bliver sendt på kanalen fredag aften, fortæller Sir Ken Olisa, at han har talt med medlemmer af den kongelige familie om racisme. Det skriver flere britiske medier, herunder avisen The Guardian.

»Jeg har diskuteret hele emnet om race med den royale husstand, især i de seneste 12 måneder efter hændelsen med George Floyd,« siger han i interviewet.

»Det er et varmt samtaleemne,« siger han og tilføjer, at de kongelige »bekymrer sig lidenskabeligt« om, at nationen bliver bundet sammen af ens værdier.

Adspurgt, hvorvidt kongehuset støtter Black Lives Matter, svarede Sir Ken Olisa:

»Svaret er let: Ja.«

Det er ikke længe siden, at spørgsmålet om race og racisme i det britiske kongehus var et varmt samtaleemne i sig selv.

Da prins Harry og Megan Markle gav et stort tv-interview til Oprah Winfrey i foråret, fortalte de bl.a., at et unavngivet familiemedlem – dog ikke dronningen eller hendes mand – skulle have udtrykt bekymring for, hvor »brun i huden barnet ville være,« da Markle blev gravid med sønnen Archie.

Samtidig insinuerede de, at race kunne have spillet ind på beslutningen om, at Archie, der er det første ikke-hvide barnebarn til dronning Elizabeth, ikke fik titlen af prins, som Harrys bror Williams børn har.

Det sprængfarlige interview blev anledning til en del overskrifter i både britiske og internationale medier og satte gang i en debat om netop racisme og repræsentation i kongehuset.

En talsperson for Black Lives Matter i Storbritannien, Adjoa, er da også tilbageholdende med at udtrykke entusiasme over den tilsyneladende kongelige støtte.

»Vi blev overraskede over at høre, at dronningen er en BLM-tilhænger. Men vi glæder os over enhver, der er enig i vores mål om at afskaffe hvidt overherredømme. Men handlinger betyder selvfølgelig mere end ord. Dronningen sidder på en trone lavet af kolonial plyndring. Indtil hun giver alt stjålet guld og diamanter tilbage fra Commonwealth og betaler erstatning, er det ikke andet end varme ord,« lyder reaktionen i The Guardian.