Overblik: Det ved vi om oversvømmelserne i Europa
Oversvømmelserne har indtil videre kostet 126 mennesker livet. Få overblikket her.
Det vestlige Tyskland, Belgien, Holland og Luxembourg har de seneste dage været ramt af store oversvømmelser, som har medført store ødelæggelser af huse og veje og kostet mindst 126 mennesker livet.
Få et overblik over oversvømmelserne her:
- Ifølge nyhedsbureauet AFP er der fredag 126 bekræftede dødsfald. Indtil videre er der bekræftet 103 dødsfald i Tyskland og 23 i Belgien.
- De voldsomme oversvømmelser er opstået efter kraftige regnskyl i specielt det vestlige Tyskland, Holland og Belgien de sidste mange dage.
- De hårdest ramte områder i Tyskland er delstaterne Nordrhein-Westfalen og delstaten Rheinland-Pfalz. I Belgien er det især området Vallonien, der er ramt.
- 12 af de døde var beboere på et hjem for handicappede i byen Sinzig syd for Köln. De blev natten til torsdag fanget af en pludselig oversvømmelse og kunne ikke evakueres.
- Over 1000 personer er savnet i Tyskland og redningsmandskabet kæmper ikke bare med vandmasserne men også med det faktum, at veje er skyllet væk i en grad, hvor det er svært at komme frem til ramte områder.
- Mindst 200.000 huse i Tyskland er uden strøm, og der er store trafikale problemer på både vej- og jernbanenettet i de berørte områder.
- 15.000 ansatte ved det tyske beredskab, politi og militær er blevet sendt til de hårdest ramte områder.
- Det belgiske militær er blevet sat ind i fire af landets ti provinser for at hjælpe med redning og evakuering. Den fransktalende delstat Vallonien er hårdest ramt, og det er her, at alle de belgiske dødsofre er bekræftet. Derudover er mere end 21.000 mennesker i Belgien uden strøm som følge af oversvømmelserne.
- Luxembourg og Holland er også påvirket af det voldsomme regnvejr. Torsdag blev tusindvis af indbyggere i byen Maastricht i Holland evakueret fra deres boliger. Vandstanden i floden Maas, der løber gennem byen, nåede torsdag aften den maksimalt forventede højde, men byen blev ikke oversvømmet som frygtet.
- Ifølge Reuters er der tale om den mest dødbringende naturkatastrofe i Tyskland siden en stor oversvømmelse i Nordsø-området i 1962, hvor 340 mennesker mistede livet.
Artiklen opdateres løbende.
Kilder: Bild, AFP, Reuters, SWR, RTBF, Tysklands nationale vejrtjeneste (DWD), Udenrigsministeriet, Dutch News, Ritzau.