Oversvømmelser kan potentielt ramme Italien, vurderer DMI
Tyskland, Belgien og Holland har de seneste dage været plaget af et voldsomt uvejr, hvilket har betydet dødsfald og massive ødelæggelser. Uvejret rykker muligvis syd på, forudser meteorolog.
Voldsom nedbør har hærget i det vestlige Tyskland.
Det har kostet mindst 93 menneskeliv i delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, mens 1.300 er meldt savnet bare i Rheinland-Pfalz.
Tyske meteorologer har navngivet det heftige uvejr Bernd.
Og flere ting tyder på, at Bernd er på vej mod Italien nu.
»Det højdelavtryk, som har ramt Tyskland, vil bevæge sig syd på mod Alperne, og derefter mod øst i det tidligere Jugoslaven (Bosnien, Kroatien og Serbien red.),« vurderer vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Zhang.
»Det kan, sagt på godt jysk, sagtens smide en del vand af sig, men om det bliver samme situation som i Tyskland, det er svært at sige,« Mette Zhang.
Hun fortæller, at der er mange faktorer, som har betydning for, om Bernd kommer til at give ligeså massive regnskyl i Italien.
»Vejret er et kaos-system, hvor det er svært at sige, præcis hvad der er den udløsende faktor for uvejret. Men når højdelavtrykket har ramt Tyskland så hårdt, er det fordi, at landjorden har været varm efter flere ugers sommervarme, mens der er blevet dannet kold luft . Det to har mødt hinanden, og det har dannet et masse vand,« siger hun.
Mette Zhang forklarer, at det er tilfældigt, at det heftige regnskyl har ramt Tyskland.
»Et lignende fænomen ville sagtens kunne ramme Danmark,« siger hun, og henviser til skybruddet, der ramte København i 2011, hvor vi blev ramt af 135,4 mm regnvand, som lavede skader for 4,88 milliarder kroner.«
Mette Zhang understreger, at situationen i Tyskland »er noget mere voldsom, og det er sjældent, at nedbør rammer et så stort område«.
Omkring 15.000 ansatte ved det tyske beredskab, politi og militær er i disse timer i gang med redningsarbejdet i Tyskland. Nabolandene Belgien, Holland og Luxenbourg har også været ramt af oversvømmelser. Ni er døde i Belgien, og i Luxembourg og Holland er flere blevet evakueret fra deres hjem.