Fortsæt til indhold
Europa

337 har fået livstidsdomme for tyrkisk kupforsøg i 2016

Hundredvis af tiltalte fik torsdag livstidsdomme for kupforsøg i Tyrkiet i 2016

/ritzau/

En tyrkisk domstol har torsdag afsagt 337 livstidsdomme til deltagere i kupforsøg i 2016.

Det viser et retsdokument, som det franske nyhedsbureau AFP har fået udleveret.

Der var rejst tiltale mod 475 personer ved retssagen – deriblandt generaler og jagerpiloter fra landets luftvåben.

Ved kupforsøget blev 251 mennesker dræbt, og over 2000 blev såret. Forløbet har haft afgørende indvirkning på Erdogans styre og udviklingen i Tyrkiet i de senere år.

Ved retsmødet torsdag var der fokus på begivenheder under kupforsøget i luftbasen Akinci nær hovedstaden Ankara. Den daværende militære stabschef, general Hulusi Akar, som i dag er forsvarsminister, blev sammen med andre af militærets topchefer holdt som gidsler på basen under kuppet. De blev befriet om morgenen den 16. juli efter en nat i fangenskab.

En civil giver en soldat en kæberasler på Bosporus-broen i Istanbul, Tyrkiet, efter at kuppet fejlede. Arkivfoto: Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix

Den muslimske prædikant Fetullah Gülen, som bor i USA, beskyldes af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at være hovedmanden bag det mislykkede kupforsøg. Hans bevægelse kaldes en terrorbevægelse af de tyrkiske myndigheder.

Gülen afviser alle de beskyldninger, der rettes mod ham.

Retssagerne mod piloter fra luftvåbnet og officerer i forbindelse med angrebet på luftbasen blev indledt I august 2017 i landets største retslokale, som er indrettet I et fængselskompleks i Sincan nær Ankara.

De anklagede var tiltalt for drab, for krænkelser af forfatningen eller for at støtte attentatforsøg på Erdogan.