Nu må svenskere besøge deres mormor - men Anders Tegnell strammer et andet sted
På dagen, hvor svenske ældre igen kunne få besøg, har et stigende smittetal fået Anders Tegnell til at indføre en ny restriktion.
I Sverige er smitten med coronavirus på vej op. Torsdag blev der rapporteret om 752 nye smittede, hvilket er det højeste daglige tal siden juni.
Trods stigningen er Sverige dog fortsat et godt stykke under det nuværende danske smitteniveau.
Hvis man ser på et gennemsnit af smittetal for syv dage er Sveriges andel af nye smittede næsten tre gange lavere end det danske tal - der skal dog tages højde for, at man i Danmark tester mere end i Sverige.
Den svenske stigning har fået statsepidemiolog Anders Tegnell til at melde en stramning af karantænereglerne i landet ud.
Den nye regel er, at man skal gå i selvisolation i syv dage, hvis man bor i husstand med en person, der er blevet konstateret smittet. Karantænen kan blive forlænget, hvis man også selv bliver konstateret smittet.
»Vi har kigget på, hvad vi kan gøre for at holde smitten nede. En ganske stor del af smitten sker i hjemmene, og derfor mener vi, at det er rimeligt, at personer, som bor sammen med nogen, der har fået covid-19, bliver hjemme i en uge for at mindske risiciene,« forklarede Anders Tegnell på et pressemøde torsdag ifølge Expressen.
De svenske erfaringer med smitte internt i husstande stemmer overens med det, som danske myndigheder berettede om, da der tirsdag var pressemøde om coronasituationen herhjemme.
Her udpegede Annette Lykke Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed de fire steder, hvor man tror den største andel af smitten stammer fra.
»Smitten sker, hvor vi er flere samlede i længere tid: I husstanden, bekendtskabskredse, arbejdspladser og begivenheder,« lød det fra Petri.
Da Anders Tegnell torsdag fortalte om de nye svenske karantæneregler, var det med en besked om, at man i sidste ende kan blive meldt til politiet, hvis man ikke overholder dem.
Samtidig med stramningen var torsdag dog også dagen, hvor der skete en markant lempelse af en anden svensk coronarestriktion. For efter der siden foråret har været et generelt forbud mod besøg på plejehjem og i plejeboliger, blev det torsdag atter tilladt med besøg hos sine mormor, farfar og alle andre ældre, der bor disse steder.