Fortsæt til indhold
Europa

Jurist kræver åbenhed om Oslos nye forsamlingsforbud: »Vi er nødt til at vide hvorfor«

Begrundelsen for at forbyde private forsamlinger på mere end 10 personer er for vag, lyder kritikken fra en menneskerettighedsekspert.

Mandag i denne uge meddelte de norske myndigheder på et pressemøde, at coronasituationen i landets hovedstad Oslo var så alvorlig, at man ville skærpe restriktionerne i byen yderligere.

De nye stramninger trådte i kraft tirsdag og betyder bl.a., at det er forbudt for indbyggerne i Oslo at være over 10 personer samlet.

Men den indgriben i borgernes forsamlingsfrihed sætter jurist og menneskerettighedsekspert Anine Kierulf over for avisen VG spørgsmålstegn ved. Godt nok har myndighederne hjemmel til at iværksætte sådanne tiltag, men begrundelsen er i dette tilfælde for vag og upræcis, lyder argumentet.

»Det kan godt være, at dette forbud er helt nødvendigt, men vi er nødt til at vide hvorfor, hvordan og hvornår,« siger hun og peger på, at myndighederne har begrundet beslutningen om et forsamlingsforbud med "smitteværn", men ikke givet nogen konkret forklaring på, hvorfor man mener, at det bør være forbudt for mere end 10 personer at være sammen privat.

Juristen Marius Storvik, der er ekspert i sundhedsret, giver over for VG Anine Kierulf ret i, at proportionerne skal være på plads, når myndighederne udsteder så indgribende forbud. Han vurderer samtidig, at myndighederne over tid mister autoritet, når man flere gange i løbet af coronakrisen har grebet ind i borgernes liv med forbud.

Byrådet i Oslo har i en pressemeddelelse oplyst, at »alvoren i situationen« gør det nødvendigt at udstede et forbud og ikke blot en anbefaling.

Flere nordmænd har på Oslo Kommunes Facebook-side såvel som over for medierne udtrykt bekymring for, at myndighederne med smitteværnsloven i hånden kan udstede forbud mod at have for mange gæster i private hjem.

»Situationen er alvorlig med øget smitte, og 38,8 pct. er smittet gennem familie og venner. Vi har derfor valgt at indføre et forbud mod at arrangere eller deltage i private sammenkomster med over 10 personer,« lød det tirsdag i en pressemeddelelse fra borgmester Raymond Johansen.

Forbuddet gælder både inden- og udendørs sammenkomster.

Tidligere var der et påbud om maksimalt 20 personer samlet

Norge kæmper lige som Danmark med en spredt smitte blandt primært folk i 20'erne, og nogle af smittekæderne har været svære at spore, fordi de smittede har været sammen med mange mennesker ved større arrangementer.

Ud over de allerede varslede tiltag, overvejer kommunen også at forbyde alle arrangementer på offentlige steder i Oslo. Det ville i så fald betyde, at sportsarrangementer, konferencer, fester og receptioner samt andre kulturelle arrangementer vil kunne blive aflyst. Byrådet har desuden varslet, at der vil komme endnu strengere restriktioner, hvis ikke smittetallet bliver mindre.

Oslo Kommune har oplyst til VG, at man vil lade politiet vurdere, hvornår der skal udskrives bøder til folk, der bryder forsamlingsforbuddet.

Den 23. september blev der registreret 56 coronasmittede i Oslo Kommune.