Fortsæt til indhold
Europa

Smittetal for corona i Norden: Danmark ligger højest

I begyndelsen af september begyndte det at gå galt med smitten i Danmark, og det ser slemt ud i forhold til nabolandene - men man skal have en vigtig detalje for øje.

Det er så yndigt at følges ad, og indtil begyndelsen af september gjorde Danmark og de øvrige nordiske lande netop dette, når man så på tal for smitte med coronavirus. Alle lande var på et nogenlunde jævnt og ikke mindst lavt niveau.

Nu, tre uger inde i måneden, er billedet dog noget anderledes, når man laver sammenligningen - og det er ikke til Danmarks fordel.

Opgjort som et gennemsnit over de seneste syv dages tal, skiller Danmark sig således markant ud som det nordiske land med det højeste niveau af smitte. Danmark har registeret mindst dobbelt så mange smittede som både Sverige, Finland og Norge målt i forhold til indbyggertal.

Indtil for få dage siden var det også gældende i forhold til Island, men et pludseligt hop i nye smittetilfælde lige inden weekenden har pludselig sendt Island op på samme niveau som Danmark, så begge lande nu ligger på et udjævnet snit på cirka 60 nye smittetilfælde pr. dag målt pr. million indbyggere.

Selvom disse kurver altså ikke ser helt godt ud for Danmarks vedkommende, er der også en særlig detalje, man skal huske at holde sig for øje. Det handler om antallet af gennemførte tests.

Danmark og Island adskiller sig nemlig ved at have gennemført langt flere tests end Finland, Norge og Sverige.

De seneste tal fra landenes sundhedsmyndigheder samlet hos Our World in Data, viser, at Danmark er oppe på at have gennemført over 575.000 tests pr. million indbyggere siden epidemiens start, mens tallet for Islands vedkommende er helt oppe på 735.000 pr. million indbyggere.

De tilsvarende tal for Finland, Norge og Sverige er henholdsvis 160.000, 173.000 og 137.000.

Den omfattende danske teststrategi omfatter blandt andet de hvide testtelte, hvor alle kan bestille en tid til at blive testet.

Dertil kommer en række mobile testcentre, som bliver kørt rundt i landet efter behov. Eksempelvis blev der i slutningen af den forgangne uge opsat et mobilt testcenter ved Fredericia Gymnasium med et mål om at teste 800 gymnasieelever og lærere, efter 16 elever og én lærer i første omgang var testet positive.