Tysk politi tavst efter at have endevendt grund i McCann-sag

To dages gravearbejde i en kolonihave i Hannover er slut. Politiet vil ikke sige, om der er fundet noget.

Artiklens øverste billede
Politiet har i to dage arbejdet på at finde spor efter Madeleine McCann. Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Tysk politi har onsdag aften afsluttet en større eftersøgning i udkanten af storbyen Hannover.

Et større antal politifolk har siden tirsdag gravet et område op på en kolonihavegrund.

Den var i 2007 anvendt af den mand, som nu er hovedmistænkt i sagen om Madeleine McCanns forsvinden, der efterforskes som en drabssag.

Eftersøgningen på grunden begyndte tirsdag. Tyske anklagere ville kun oplyse, at den er en del af en drabsefterforskning, der involverer en 43-årig mand. Anklagemyndigheden oplyste ikke yderligere om, hvad politiet ledte efter.

Politiet har arbejdet bag skærme for at sikre, at uvedkommende ikke kunne følge med. Der har været indført forbud mod at flyve med droner over området, skriver den tyske netavis Bild.

Madeleine McCann forsvandt under en familieferie i Portugal i 2007. Det skete kort tid inden, at hun ville være fyldt fire år.

En 43-årig tysk mand er mistænkt i sagen og sidder varetægtsfængslet i Kiel.

Manden boede i 2007 i Portugal i samme område, hvor den lille pige forsvandt. I tiden efter boede han i kolonihaven udenfor Hannover.

Flere medier, herunder Bild og Hannoversche Allgemeine, har erfaret, at politiet har fundet en gammel kælder på grunden.

Denne oplysning er ikke officielt bekræftet. Politiet har heller ikke sagt noget om, hvorvidt et eventuelt fund har nogen betydning for opklaringen af den 13 år gamle McCann-sag.

Tyske efterforskere har tidligere sagt, at de mener, at pigen er død. Der er dog hidtil ikke fremlagt beviser eller detaljer, der bekræfter det.

/ritzau/dpa

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen