Fortsæt til indhold
Europa

Højt betroet norsk politimand idømt 21 års fængsel

Norges landsret har stadfæstet 21 års fængsel til tidligere politileder for korruption og narkosmugling.

/ritzau/

En politileder er fredag i den norske landsret idømt 21 års fængsel for omfattende korruption og for at deltage i indsmugling af narkotika.

Det var samme strenge resultat, som byrettet i Oslo kom frem til i 2017, da der første gang faldt dom i sagen mod Erik Jensen.

Dommeren Mette Trovik lader fredag forstå, at hun ikke tror på nogen af de forklaringer, som han er kommet med under retssagen.

Umiddelbart efter at dommen var afsagt, blev han passet op af civilklædte betjente og ført ud af retssalen. Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Erik Jensen ankede i 2017 byrettens dom til landsretten, som i januar afgjorde, at han skulle frikendes for den del af anklagen, der handlede om at deltage i narkosmugling.

Dommerne var imidlertid uenige i nævningenes afgørelse, og det førte til, at retssagen skulle gå om med nye dommere. Her blev han så fredag dømt - også for den del, der handler om narkosmugling.

- Man kan se fuldstændig bort fra hans forklaring, når han siger, at han ikke kendte noget til hashvirksomheden, lyder det fra landsdommer Trovik.

62-årige Erik Jensen arbejdede tidligere som politichef med at bekæmpe narko- og bandekriminalitet.

En leder for et stort netværk af narkosmuglere, kaldet hashbaronen, har erkendt, at han i 20 år indsmuglede store mængder narko. Det blev gjort muligt, fordi Erik Jensen sendte ham kodede sms’er.

Hashbaronen, Gjermund Cappelen, får to års rabat på den fængselsstraf, han afsoner, for at have samarbejdet under politiets efterforskning af sagen. Han slipper nu med 13 års fængsel.

Erik Jensen skal under forhør være kommet med skiftende og modstridende forklaringer. Ifølge anklageren har det mindsket hans troværdighed under retssagen.

- Jensen har misbrugt den tillid, som samfundet har givet ham, og det er meget bekymrende, at det kunne ske, siger den socialdemokratiske formand for Stortingets retsudvalg, Lene Vågslid.

Erik Jensen udgav i 2015 en bog, hvor han erklærer sig uskyldig og skriver, at hævn kan være et motiv for anklagerne mod ham.