Fortsæt til indhold
Europa

Polen "invaderede" Tjekkiet som led i grænsekontrol

Polen har gjort meget for at håndhæve coronarestriktioner. Også lidt for meget i et tilfælde, nabolandet Tjekkiet gerne vil have en officiel forklaring på.

I disse dage er grænserne atter ved at blive åbnet mange steder i Europa, som når Danmark fra mandag lader tyskere, nordmænd og islændinge rejse ind.

I flere uger har virkeligheden dog været en anden, og europæernes fri bevægelighed har i vidt omfang været suspenderet med hård grænsekontrol i de fleste lande - også for hård i hvert fald ét tilfælde, har det vist sig.

For da Polen tilbage i maj satte dets militær til at rykke ud til landets grænser for at håndhæve en streng grænsekontrol, gik noget galt ved landsbyen Pielgrzymow, der grænser op til Tjekkiet.

De polske tropper kørte ganske enkelt for langt i forhold til den egentlige grænsedragning og satte kontrol op på tjekkisk jord.

Efterfølgende blev lokale tjekker, der ville besøge deres egen kirke, afvist af de polske soldater med henvisning til, at grænsen til Polen altså var lukket.

Ifølge CNN blev der hurtigt skredet til handling via den tjekkiske ambassade i Warszawa, som gjorde polakkerne opmærksomme på, hvad der foregik.

»De polske soldater er ikke længere til stede, og vores borgere kan igen besøge stedet uden hindringer,« udtalte en talsmand for det tjekkiske udenrigsministerium før weekenden til CNN og fortsatte:

»Vores polske modpart har uofficielt bekræftet over for os, at det kun drejer sig om en misforståelse fra polsk militærs side uden fjendtlig intention, vi venter dog stadig på en formel forklaring.«

Det står endnu uvist, præcist hvor længe de polske tropper havde "invaderet" Tjekkiet, og dette forventer Tjekkiet også svar på i den ventede officielle forklaring fra nabolandet.

Da Polens forsvarsministerium fredag holdt et pressemøde om sagen, blev der heller ikke sat tal på, hvor lang tid forseelsen strakte sig over.

»Placeringen af grænseposten var et resultat af en misforståelse og ikke en bevidst handling. Der blev øjeblikkeligt rettet op op fejlen, og sagen blev løst - også på tjekkisk side,« lød det dog fra en talsmand fra ministeriet.

Historisk set har der tidligere været grænseuenigheder og decideret krig mellem Polen og forgængeren for det nuværende Tjekkiet: Tjekkoslovakiet.

I 1919 udbrød der en decideret krig mellem landene over to grænseområder. Krigen strakte sig over syv dage.

I 1938 annekterede Polen også et mindre område, som ellers var under tjekkisk kontrol. Dette skete som en del af forspillet til Anden Verdenskrig og endte ikke som en væbnet konflikt isoleret set.

Op igennem starten på det nuværende årtusinde har der også været diplomatiske samtaler mellem landene om et landområde, som Sovjetunionen i 50'erne tog fra Polen og førte ind under det daværende Tjekkoslovakiet.

For nuværende er der ikke grundlag for flere misforståelser på grænsen, da Polen lørdag genåbnede alle dets grænseovergange til EU-naboerne Tyskland, Slovakiet, Tjekkiet og Litauen.