Paven stod på en fuldstændig tom plads og bad for verden
For første gang nogensinde stod paven helt alene på pladsen foran Peterskirken og gav en helt særlig velsignelse.
Når paven normalt viser sig på balkonen ved Peterskirken er Peterspladsen normalt tætpakket. Sådan var det ikke denne fredag.
Her stod han. Midt på pladsen. Mutters alene for at velsigne katolikker over hele verden, der lider under corona-epidemien.
»Tyk mørke har samlet sig over vores pladser, vores gader og vores byer. Det har overtaget vores liv og fyldt alt med øredøvende tavshed og urovækkende tomrum, der stopper alt, der passerer,« sagde paven, ifølge AFP.
Her reciterede han velsignelsen kaldet ”Urbi et orbi” som bedst kan oversættes med ”til byen (Rom, red.) og verden.”
En velsignelse, der normalt er forbeholdt jul og påske, samt når en ny pave indsættes og som for første gang nogensinde blev sendt fra en tom Petersplads til tv, radio og sociale medier.
»Vi føler os bange og fortabte,« fortsatte han og beskrev coronavirus som en storm, der har puttet alle »i den samme båd.«
Ifølge paven har menneskelige fejl og mangel på tro ført os ud i krisen.
»Vi har været grådige efter fortjeneste. (...) Vi blev ikke vækket af krige eller uretfærdighed over alt i verden, og vi hørte, hverken de fattige græde eller vores skrantende klode. Vi fortsatte bare med en tro på, at vi ville forblive sunde i en verden, der var syg,« formanede han og understregede, at tidspunktet ikke var til fordømmelse, men snarere tid til at fokusere på det vigtige.
Herfra gav han en opfordring til alle om at udvise solidaritet og håb, der er giver støtte og mening i disse tider, hvor alt synes at sygne hen.