Schweiz aflyser alle store begivenheder for at stoppe coronavirus
I Schweiz har myndighederne besluttet at aflyse arrangementer for at undgå spredning.
I Schweiz har flere indbyggere fået konstateret smitte med Covid-19.
Fredag har den schweiziske regering så på et pressemøde meddelt, at man vil aflyse alle offentlige begivenheder med over 1.000 deltagere eller tilskuere. Det gælder bl.a. koncerter og sportsbegivenheder.
Regeringen har i situationen påberåbt sig »særlige omstændigheder« hvad angår smittespredningen. Man har dog ikke erklæret situationen for en nødsituation.
Ifølge myndighederne er der fredag morgen konstateret 15 tilfælde af den nye coronavirus i Schweiz.
»Beskyttelse af befolkningen har højeste prioritet,« skriver det schweiziske Bundesamt für Gesundheit i en pressemeddelelse.
Aflysningerne vil være gældende til den 15. marts, skriver nyhedsbureauet dpa. Flere fodboldkampe, et karneval Basel såvel som motorshowet i Geneve er omfattet af forbuddet.
Schweiz grænser bl.a. op til det nordlige Italien, hvor man i den seneste uge har kæmpet mod spredning af virussen, bl.a. ved at lukke flere områder helt ned.
Også i Schweiz' naboland Tyskland har virussen spredt sig. Antallet af smittede er på et døgn sprunget fra 10 til 30, og fredag formiddag blev der konstateret en række nye tilfælde.
Det har bl.a. ført til, at omkring 1.000 mennesker i distriktet Heinsberg er blevet sat i hjemmeisolation.