Mistænkt IS-kriger strandet på andet døgn - ingen vil have ham
Tyrkiet er begyndt at sende mistænkte IS-krigere ud til andre landes myndigheder. Én mand er dog ikke kommet frem.
På en lille stribe land mellem Grækenland og Tyrkiets pigtrådsbeklædte hegn og grænseporte ved Pazarkule står en mand ifølge flere medier på andet døgn og venter.
Han venter på at blive anholdt, men det vil de græske myndigheder ikke. Og Tyrkiet, som har sendt manden afsted, vil heller ikke have ham tilbage.
Manden er af tyrkiske medier identificeret som Muhammed Darwis B. En 39-årig amerikansk statsborger mistænkt for at have kæmpet for Islamisk Stat, indtil han blev fanget og havnede i tyrkisk varetægt.
Som han lige nu står initiativløs tilbage på asfalten i den neutrale grænsezone, er han et tydeligt tegn på de udfordringer, som er opstået siden mandag.
Det var her, Tyrkiet gjorde alvor af tidligere trusler og begyndte at sende fremmedkrigere med bånd til Islamisk Stat ud af landet med retning med de lande, de har statsborgerskab i - selvom mange af hjemlandene har afvist at tage imod.
Danmark har selv på det kraftigste afvist, at man har lyst til at tage imod, men alligevel landede Ahmed el-Haj mandag aften i Københavns Lufthavn, hvor han prompte blev anholdt og siden varetægtsfængslet. Modsat Muhammed Darwis B tog Danmark trods tidligere forebhold imod el-Haj.
Men el-Haj’s sag er også anderledes end Muhammed Darwis B.
For Muhammed Darwis B er ikke græsk statsborger, selvom det er Grækenland, man nu har forsøgt at sende ham til. Han har i stedet amerikansk pas, men ifølge BBC har han afvist at blive sendt mod USA, som heller ikke umiddelbart har begæret ham udleveret.
Muhammed Darwis B har i stedet - ifølge en tyrkisk embedsmands udtalelser til AFP - anmodet om at blive udleveret til Grækenland, som altså afviser at ende som modtager.
Ifølge BBC er over 20 mistænkte fremmedkrigere undervejs med at blive deporteret fra Tyrkiet.