Nu gør Tyrkiet trussel konkret: Fra mandag sender vi IS-krigere hjem til Europa
Tyrkiets indenrigsminister har nu sat en dato for de første hjemsendelser af Islamisk Stat-krigere til Europa. Den tiltænkte metode er uvis.
Tyrkiets indenrigsminister Süleyman Soylu har fredag annonceret, at man fra på mandag vil begynde at sende udenlandske Islamisk Stat-krigere tilbage til deres europæiske hjemlande.
Soylu har tidligere truet med dette, men det er først nu, der er kommet en konkret dato på projektet.
Mens planen altså nu har fået en begyndelsesdato, konkretiserede Soylu heller ikke denne gang, hvordan hjemsendelserne konkret skal foregå.
Vi er ikke et hotel for noget lands IS-krigere
Det største problem i den henseende er, at en lang række europæiske lande - heriblandt Danmark - i lang tid har slået fast, at man ikke ønsker at tage imod de tilfangetagne krigere.
Jyllands-Posten har fredag spurgt Udenrigsministeriet, om Tyrkiet har informeret Danmark nærmere om dets planer, samt hvordan Danmark vil forholde sig, hvis Tyrkiet på mandag forsøger at sende eventuelle danske statsborgere tilbage.
Udenrigsministeriet har i første omgang ikke ønsket at kommentere sagen.
Da Tyrkiet i den forgangne uge første gang luftede planen om at hjemsende udenlandske Islamisk Stat-krigere, kritiserede Süleyman Soylu de europæiske lande for at løbe fra deres ansvar - en retorik som også USA har anvendt om den europæiske vægring ved at tage imod de tilfangetagne.
»Vi vil ikke beholde dem for evigt. Vi er ikke et hotel for noget lands IS-krigere,« udtalte Süleyman Soylu således lørdag, hvor han især pegede fingre ad de lande, som helt har frataget IS-krigere deres statsborgerskab.
»De har valgt den nemme løsning. De har sagt ”jeg har taget hans statsborgerskab. Nu er det dit problem”. Det er uacceptabelt. Det er totalt uansvarligt,« sagde Soylu.
For få uger siden vedtog et flertal i Folketinget en lov om fratagelse af statsborgerskab fra danske fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab.
Ved fredagens udmelding fortalte indenrigsminister Soylu ifølge det tyrkiske medie Daily Sabbah, at Tyrkiet i forbindelse med dets omstridte offensiv i det nordøstlige Syrien har fanget 287 IS-krigere og familiemedlemmer.