Fortsæt til indhold
Europa

Trump roste Johnson – men Johnsons talsmand går i rette med amerikaneren

Den britiske regering erklærer sig uenig med en udtalelse, som Donald Trump sent torsdag kom med.

Det har vakt opsigt i Storbritannien, at USA’s præsident, Donald Trump, sent torsdag kommenterede den britiske valgkamp, da han var igennem i et radioprogram styret af Nigel Farage.

Nigel Farage stiller selv op ved valget som formand for Brexitpartiet, og han har et nært forhold til Trump, som også roste Farage undervejs.

De to politikeres samtale handlede en del om brexit og følgerne deraf.

Bl.a. sagde Trump, at »nogle aspekter« af den exitaftale, som Boris Johnson er blevet enig med EU om, ville forhindre en handelsaftale mellem USA og Storbritannien.

Hvilke »aspekter«, det drejer sig om, kom Trump ikke nærmere ind på, men dagen derpå har den britiske regering set sig nødsaget til at svare igen.

Ifølge BBC lyder modsvaret fra regeringen, at brexit-aftalen gør, »at vi kan forhandle vores egne frihandelsaftaler verden rundt, som alle dele af Storbritannien kan nyde godt af«.

Mens dele af interviewet altså gik Boris Johnson imod, var der dog også andre toner at høre, for Trump kaldte blandet andet Johnson for »en fantastisk mand«.

Derudover blev det også til et direkte angreb fra Trump på Johnsons modstander, Labour-formand Jeremy Corbyn.

»Corbyn vil være så skidt for jeres land. Han er så dårlig, han vil tage jer i så skidt en retning. Han vil bringe jer så dårlige steder hen,« lød det fra Trump i programmet på LBC Radio.

Den kritik har Corbyn efterfølgende ikke taget venligt imod.

»Trump forsøger at blande sig i det britiske valg for at få sin ven Boris Johnson valgt ind,« har Labour-lederen svaret igen på Twitter.

Selv om han på denne måde går i rette med Trump, er det dog ikke sikkert, at Corbyn er utilfreds med den amerikanske præsidents tydelige præference for Boris Johnson.

For ser man på den britiske vælgermasse, er den præget af en udbredt skepsis over for Donald Trump. Gallup har tidligere målt det til, at godt to tredjedele af briterne har et negativt syn på Trump.