Fortsæt til indhold
Europa

I en polsk by er der ikke født en dreng i 10 år

Borgmesteren har nu udlovet en flot præmie til de forældre, der fremviser et spædbarn af hankøn.

Miejsce Odrzańskie er en landsby som så mange andre i Polen. Med et indbyggertal på 272 er den ikke så stor. Men det burde dog være muligt for de lokale at frembringe et barn af hankøn. Men det viser sig at være sværere end som så, skriver Business Insider.

For i næsten 10 år er der ikke født et drengebarn. Og nu udlover borgmester Rajmund Frischko en flot præmie til det første par, der fremviser en nyfødt dreng.

»Jeg synes, at det er en mærkelig situation. Og det kunne være rart at finde ud af, hvorfor det er som det er,« siger borgmesteren.

Drengeunderskuddet blev opdaget i juni, da et frivilligt brandmandshold vandt en regional konkurrence. For holdet bestod udelukkende af piger.

En gennemgang af fødslerne i byen 10 år tilbage viste, at de seneste 12 fødsler alle var piger. Og der har bredt sig en teori om, at pigedominansen har varet i årtier.

Borgmester Rajmund Frischko kan selv bekræfte det specielle fødselsfænomen. Han og hans kone har fået to piger.

En anden borger, Tomas Golasz, har udtalt, at han og hans kone også har fået to piger. Og at de gerne ville have en dreng. Men at det tilsyneladende kan blive lidt en udfordring.

»Jeg tror simpelthen ikke, at kvinder kan føde drenge her i byen«.