Fortsæt til indhold
Europa

Norsk politi fastholder, at milliardærfrue sandsynligvis er død

Selvom nye oplysninger har givet familien håb, ændrer politiet ikke deres arbejdshypotese.

Familien til den forsvundne norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen har fået nyt håb om, at hun fortsat er i live. Den besked leverede familiens advokat på et pressemøde tirsdag. Her fortalte han, at familien den 8. juli har været i kontakt med de mulige bortførere. Om kommunikationen sagde advokat Svein Holden:

»Gidseltagerne kom med et klart og tydeligt budskab. De siger, at Anne-Elisabeth Hagen lever, men vi har dog ikke modtaget noget bevis for dette.«

På et efterfølgende pressemøde med norsk politi fortalte politiinspektør Tommy Brøske dog, at politiets arbejdshypotese ikke er ændret.

»Vi forstår, at familien har fået nyt håb, men vi anser det stadig for mest sandsynligt, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt,« udtalte Tommy Brøske.

Yderligere understregede politiinspektøren, at man har et godt samarbejde med familien og dens advokat, men at politiet træffer sine egne vurderinger.

Familiens advokat Svein Holden ville ikke komme videre ind på, hvad kommunikationen med de mulige bortførere har bestået i. Han ville heller ikke komme ind på, hvordan eller hvor kommunikationen er foregået. Han fortalte dog, at der teknologisk ikke er noget i vejen for, at familien kan modtage livstegn gennem den nuværende kanal. Og familien kan se, at modtageren i den anden ende får de beskeder, man sender.

Familien Hagens hus i Lørenskog øst for Oslo. Foto: Vidar Ruud/AFP

»Vi forventer, at vi vil se fremdrift, og kommunikationen 8. juli har kun forstærket håbet om, at Anne-Elisabeth lever. Samtidig er vi stadig i god dialog med politiet, som vi stoler på, gør en god indsats«, fortalte Svein Holden.

Norsk politi bekræftede, at kommunikationen har fundet sted, men ønskede ikke at kommentere den yderligere.

Anne-Elisabeth Hagen, som er gift med milliardæren Tom Hagen, forsvandt den 31. oktober 2018. Politiet eftersøgte indtil juni i år sagen som kidnapning, men på grund af det lange tidsforløb, ændrede man det hypotetiske udgangspunkt til at være en drabssag.