For mange asylansøgere, mener Sveriges statsminister Stefan Löfven
Sidste år tog Sverige imod 27.000 asylansøgere. 14.000 havde været mere passende, siger migrationsministeren.
Da flygtningekrisen stod på sit højeste, var Sverige ét af de lande, som åbnede sine grænser og bekendtgjorde, at man ville give permanent opholdstilladelse til alle syrere.
Resultatet blev en mindre flodbølge af mennesker, der alle ønskede at gøre Sverige til deres nye hjem. Men meget er sket siden, og indvandrings- og flygtningepolitikken er blevet strammet gevaldigt over årene.
Fredag præsenterede det svenske socialdemokrati så partiets asylpolitik op til valget i september. Og tonen er atter skærpet. På et pressemøde anført af statsminister Stefan Löfven og migrationsminister Heléne Fritzon lød det således, at Sverige har taget imod alt for mange asylansøgere de sidste fire år.
I 2015 kom 163.000 asylansøgere til Sverige. Sidste år lå tallet på 27.000, og prognosen for i år er 23.000. Men også det er for mange.
»Selv om antallet af asylansøgere er faldet markant i Sverige, er det stadig sådan, at det har ligget væsentligt højere end vores befolkningsandel i Europa. Ikke ligefrem dobbelt så højt, men næsten,« sagde Heléne Fritzon.
Mens statsministeren ikke ville lægge sig fast på et passende antal asylansøgere, men blot fastholdt, at Sverige skal tage et ansvar svarende til befolkningsstørrelsen, vurderede migrationsministeren, at 14-15.000 vil være et proportionalt antal.
Ifølge regeringspartiets nye asyludspil bør grænsekontrollen blive bevaret så længe, som det er nødvendigt. Asylbehandlingstiden skal forkortes, og der skal gøres mere for at kontrollere asylansøgernes identitet.
Asylansøgeres mulighed for selv at vælge bosted skal indskrænkes, og man vil øge muligheden for at placere dem, som har fået afslag, i myndighedernes varetægt.
I nylig en meningsmåling foretaget for Dagens Nyheter svarer knap 4 af 10, at man bør tage imod betydeligt færre flygtninge.
Hvis man regner de adspurgte med, som mener, at der bør ske en vis stramning, ligger det samlede antal flygtningekritikere på 60 pct. Blot 12 pct. er fortalere for en mere lempelig politik.