Kina har overraskende løsninger på trafikale udfordringer
På toppen af en fem-etagers bygning i Kina kører biler rundt som var det gadeplan.
En usædvanlig bygningskonstruktion i Kina har fået opmærksomhed fra flere kinesiske medier.
Den adskiller sig ved, at byens biler bruger taget til at komme frem - der er nemlig anlagt en vej på taget. Det skriver South China Morning Post.
Byen Chongqing, som huser en befolkning på 8 millioner, ligger i det sydvestlige Kina, og nogle vil måske mene, at den overraskende arkitektur er en følge af det bakkede landskab.
Ifølge det lokale medie har sikkerhedsvagter ved bygningen nemlig fortalt, at beboerne er nødt til at bevæge sig op fra gadeplansniveau for at komme ind i deres hjem, fordi stedet er så bakket. Derfor bliver man enten nødt til at tage en lift eller bruge vejen på bygningen til at komme op i højderne.
Vejen er anlagt på den laveste bygning og fører rundt på hele bygningen. Det er tilsyneladende den mest brugte måde at komme omkring på i området.
Bygningen under vejen består af et fire-etagers parkeringshus, og i den nederste etage er der butikker.
Den skæve bygningskonstruktion er ikke Kinas første. Og faktisk findes der et andet innovativt påfund i selvsamme by.
Et andet sted løber et tog lige igennem en beboelsesbygning, hvilket er blevet et turiststed for besøgende. Toget har endda en station i bygningen, som er blevet et af landets helt store knudepunkter med otte forskellige perroner, og afgange i 15 forskellige retninger.