Nordkorea melder sig parat til krig mod USA
Landets atomvåben kaldes »retfærdighedens sværd« i en udmelding fra Nordkoreas udenrigsministerium.
Nordkorea er parat til krig mod USA. Det meddeler det lukkede lands udenrigsministerium i dag.
»Vi har viljen og evnen til fuldt ud at reagere på enhver krig, som USA ønsker. Hvis forretningsmændene, der blev amerikanske embedsmænd, troede, at de kunne skræmme os, vil de snart erkende, at deres metode ikke virker,« lød det fra en talsmand ifølge The Independent.
Nordkoreas nukleare kraft er retfærdighedens skattede sværdTalsmand fra Nordkoreas udenrigsministerium
Udmeldingen kommer få dage efter, at den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, besøgte Sydkorea. Under opholdet gjorde han det klart, at tålmodigheden med det kommunistiske diktatur er løbet ud.
»Lad mig gøre det helt klart. Den strategiske tålmodighed er overstået. Vi er ved at undersøge en ny serie af diplomatiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske foranstaltninger. Alle muligheder er på bordet,« lød det fra Rex Tillerson i Seoul.
Her sagde han også, at det kunne blive nødvendigt med forbyggende, militære aktioner, hvis Nordkoreas våbenprogram nåede nye niveauer.
USA’s udmelding har dog ikke dæmpet nordkoreanernes retorik.
»Nordkoreas nukleare kraft er retfærdighedens skattede sværd og den mest pålidelige krigsafskrækker til forsvaret af det socialistiske moderland og dets befolknings liv,« sagde udenrigsministeriets talsmand.
Forholdet mellem Nordkorea og USA er forværret, efter at Donald Trump tiltrådte som præsident. Det skyldes ikke mindst, at Nordkorea har testet flere langtrækkende ballistiske missiler, samtidig med at USA har sendt avanceret, militært isenkram til Sydkorea.