Fortsæt til indhold
Asien

Thailand-ekspert: Den politiske situation i landet er meget anspændt

Det er endnu for tidligt at gisne om, hvem der står bag den voldsomme bombesprægning i centrum af Thailands hovedstad, siger ekspert.

Det er endnu for tidligt at gisne om, hvem der står bag den voldsomme bombesprægning i centrum af Thailands hovedstad Bangkok mandag.

Det siger Alexander Horstmann, lektor ved Københavns Universitet og ekspert i thailandske forhold, om den eksplosion, der ifølge Reuters foreløbigt har kostet 16 livet og såret 81.

”Det er for tidligt at gisne om, hvem der kan stå bag sådan noget her. Men det er klart, at den politiske situation i landet er meget anspændt i øjeblikket. Militær-regimet er i gang med at ændre forfatningen og hele samfundet,” siger Alexander Horstmann.

Thailand har i årevis været præget af – til tider voldelige – opgør mellem forskellige politiske fraktioner, og området omkring templet var i 2010 centrum for store demonstrationer, hvor tilhængere af den afsatte tidligere premierminister Thaksin Shinawatra protesterede mod den daværende regering. I februar eksploderede to mindre sprængladninger ved et shopping-center i det samme område.

Sidste år væltede Thailands hær den valgte regering og har siden da haft magten i landet.

Samtidig kæmper hæren mod muslimske separatister i den sydlige del af det overvejende buddhistiske land, men konflikten har foreløbigt ikke spredt sig til resten af Thailand.

”Der har været en eskalering af volden i den sydlige del af landet, og dér er bomber næsten en daglig tilbagevendende begivenhed. Men vi kan ikke linke den her eksplosion til konflikten i syd endnu,” siger Alexander Horstmann, som kalder angrebet i Bangkok ”meget usædvanligt”.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til Jyllands-Posten, at man endnu ikke har overblik over, om der kan være danskere blandt de dræbte eller sårede.