Dødstal stiger efter kraftig bombe i Bangkok
Legemsdele blev slynget gennem luften ved voldsom eksplosion i den thailandske hovedstad. Politiet har fundet mindst én bombe mere i området.
19 personer - heriblandt flere udlændinge - er dræbt, efter at en bombe eksploderede i det centrale Bangkok sent mandag. Det oplyser thailandsk politi ifølge flere medier.
Eksplosionen fandt sted omkring kl. 19 lokal tid ved Erawan Templet i gaden Chidlom i det centrale Bangkok.
"Alt jeg kan sige lige nu er, at der har været en eksplosion i det centrale Bangkok, der har involveret en motorcykelbombe," siger politichef Aek Angsananond til nyhedsbureauet Reuters.
Templet ligger i et travlt område af den thailandske hovedstad og besøges dagligt af tusindvis af buddhister.
Det er samtidig et sted, der tiltrækker mange turister, da området rummer en lang række store hoteller og store shopping-centre.
"Gerningsmændene har villet smadre økonomien og turismen, da episoden fandt sted i hjertet af turistområdet," siger forsvarsminister Prawit Wongsuwan til Reuters.
BBC har journalisten Jonathan Head i området, og han fortæller, at der i området omkring eksplosionen hersker kaos.
"Det er scener af et rystende rystende blodbad, der udspiller sig her midt i centrum af Bangkok," siger han til BBC.
Ifølge Bangkok Post har politiet afmonteret mindst én bombe mere i området:
Den thailandske hovedstad har tidligere været ramt af bombesprængninger. Landet har i et årti været præget af - til tider voldelige - opgør mellem forskellige politiske fraktioner og siden 2014 har militæret siddet på magten i landet.
Den danske ambassade i Bangkok oplyser efter kontakt til hospitaler, at der ikke er danskere blandt de sårede og omkomne efter eksplosionen i Bangkok, skriver TV2.
Ingen har foreløbigt taget ansvaret for eksplosionen.