Mindst syv døde efter eksplosioner i det nordøstlige Kina
Medier melder om 300 sårede efter kæmpeeksplosioner i den kinesiske by Tianjin.
En række store eksplosioner har forårsaget massive skader i byen Tianjin i det nordøstlige Kina.
Den kinesiske avis People's Daily skriver, at mindst syv er dræbt under de voldsomme hændelser.
BBC peger på, at alt tyder på en industriulykke i Binhai New Area. Den første eksplosion skal være startet i en container med brandbart gods, efterfulgt af en anden eksplosion 30 sekunder senere. De kunne angiveligt mærkes adskillige kilometer fra Tianjin.
Brugere på de sociale medier rapporterer om mange sårede. Det vides endnu ikke, hvor mange der er blevet ramt af eksplosionen. Det statslige nyhedsbureau Xinhua medeler, at mindst 50 personer er blevet indlagt på hospitalet, mens andre kinesiske medier melder om mellem 300 og 400 sårede, ifølge CCTV, Kinas største statslige tv-station.
CCTV rapporterer, at adskillige bygninger i nærheden står uden strøm.
To danske øjenvidner bor i området. Stefan Andersen og Flemming Holm vågnede ved, at trykbølgen fra eksplosionen blæste vinduerne i deres lejligheder ind, skriver Ekstra Bladet.
"Alle hospitaler er fyldt op nu, så der er ingen tvivl om, at der er mange, der er kommet slemt til skade," siger Flemming Holm til avisen.
Han fortæller, at flere tusinde mennesker løber rundt i gaderne.
Eksplosionen skete kl. 23.30 lokal tid. Onsdag aften omkring kl. 19.00 dansk tid begyndte Twitter og Youtube at gløde rødt. Talrige billeder og videoer med enorme ildsøjler på baggrund af orange himmel og røg blev delt på de sociale medier. Snart efter fulgte billeder af omfattende skader, knuste vinduer, endevendte stuer og sårede, forbrændte personer.
Tianjin ligger sydøst for hovedstaden Beijing og er med sine 7,5 mio. indbyggere en af Kinas største byer. Byens belejlige placering har gjort den til et historisk handelscentrum.