Fortsæt til indhold
Asien

WHO advarer om Mers: Drik ikke kamelurin

Nogle muslimer mener, at kamelurin kan kurere hudsygdomme og måske endda kræft.

”Jeg drikker en kop kamleurin hver morgen.”

Sådan sagde den 67-årige Um Aziz til Yemen Times i 2013.

I Yemens hovedstad, Sanaa, kunne man på daværende tidspunkt købe flasker med den gule væske, som i visse muslimske lande bruges mod en række hudlidelser og som hårprodukter.

Nogle mener endda, at urinen har potentiale som kræftmedicin.

Men ud over at eksperter ikke er enige i urinens helsebringende effekter, lyder det også fra verdenssundhedsorganisationen WHO, at denne praksis kan være direkte farlig.

”Folk bør undgå at drikke kamelråmælk eller kamelurin, eller at spise kød, som ikke er blevet ordentligt tilberedt,” lyder det i en anbefaling fra WHO angående den frygtede virussygdom Mers, som angriber luftvejene.

Sygdommen blev opdaget i 2012 og havde indtil for nylig udelukkende floreret i Mellemøsten, hvorfra enkelte rejsende har taget den med hjem uden dog at forårsage en smittespredning.

Men nu er Sydkorea blevet ramt af et Mers-udbrud, som har skabt så stor frygt, at turisterne er begyndt at holde sig væk. Syv er indtil videre døde og 95 blevet smittet i det asiatiske land.

Det vides endnu ikke præcis, hvordan sygdommen smitter, men efter alt at dømme kræver det tæt kontakt. Samtidig mangler den fulde klarhed over smittekilden, om end man mener, at sygdommen oprindeligt stammer fra flagermus, som siden har givet den videre til kameler.

Og deraf stammer WHO’s advarsel om mælk og urin fra det pukkelryggede dyr.

Ifølge en hadith, der er beretninger om profeten Muhammeds sædvane, lyder det, at da folk kom til Medina blev de syge, hvorfor Muhammed sagde, at de skulle drikke mælk og urin fra kamelerne. Da de gjorde, som han sagde, blev de både raske og fede, og således anses kropsvæskerne for gavnlige.

Mers har ifølge WHO en dødelighed på 36 pct. Symptomerne er feber, hosten og vejrtrækningsproblemer. Nogle begynder også at kaste op eller får diarré, og de mere alvorlige komplikationer er lungebetændelse og nyresvigt.

Inkubationstiden er fra 2 til 14 dage.

Selv om WHO ikke har nogen rejseanbefalinger som følge af udbruddet, har man i Hongkong valgt at fraråde unødige rejser til Sydkorea - særligt for personer med kroniske sygdomme.

Ved samme lejlighed har Hongkong forhøjet alarmberedskabet fra ”beredt” til ”alvorlig”. Det betyder strammere kontrol ved grænseovergange og hurtigere prøvesvar fra mistænkte sygdomstilfælde.

I Fastlandskina holder man et ekstra skarpt øje med de indrejsende, og flyselskaber er blevet bedt om at indrapportere passagerer med feber.

Kina og de administrative regioner Hongkong, Macau og Taiwan blev særligt hårdt ramt, da virussygdommen Sars, der er en coronavirus ligesom Mers, brød ud i 2002-2003. Over 8.000 personer verden over blev smittet med sygdommen, som dræbte i alt 916, 829 af dem i Kina og regionerne.

Også Singapore, Vietnam og Malaysia oplevede dødsfald, mens Sydkorea kun fik tre smittede, der alle overlevede.

Malaysia har som Hongkong anbefalet, at man holder sig fra Sydkorea, og i Singapore er skolerejser til landet udskudt eller aflyst. I Vietnam og Cambodja bliver alle indrejsende fra Sydkorea screenet.

Artiklens emner
Mers